Nyheden om en muteret udgave af coronavirus har sendt chokbølger gennem det meste af Storbritannien.

Og premierminister Boris Johnson har da også lørdag holdt krisemøde med sit kabinet om den alvorlige corona-mutation.

Noget, der heller ikke har kunnet undgå at påvirke fodboldmiljøet i det engelske, fortæller den danske landsholdslegende Jan Mølby i TV3 Sports Premier League-studie.

»Folk er rystede herovre. De vidste godt, der kunne komme flere restriktioner, men at det er så slemt overrasker mange,« forklarer han.

57-årige Jan Mølby.
57-årige Jan Mølby. Liselotte Sabroe

Indtil videre har nyheden om den muterede coronavirus ikke lukket fodbolden ned i England, og det er der én bestemt grund til.

»Fodbold lever sit eget liv, og fodboldverden har taget ansvar for sig selv ved at stå for test og retningslinjer. I første omgang får elitesport derfor lov til at fortsætte,« siger Jan Mølby og tilføjer, at London dog snart vil være uigenkendelig:

»Europas største by bliver til en spøgelsesby. Situationen, vi ser i England lige nu, er den, vi så i Spanien og Italien for 6-7 måneder siden.«

Af samme årsag frygter han da også, at det velkendte juleprogram i den engelske Premier League bliver påvirket.

»Der er folk, der taler for et juleprogram, men der er også folk, der taler imod. Fodbold har en charme, der kan løfte humøret, men nogle vil måske spørge: 'Hvorfor er det vigtigt?'. Jeg tror, det er 50/50, om fodbolden kommer til at fortsætte.«

Den muterede udgave af coronavirus har spredt sig fra det sydlige England.

I flere britiske medier sammenlignes mutationen med den, der forekom hos danske mink. Denne mutation er dog ikke relateret til mink. Hvor den stammer fra, ved man ikke.

I videoen øverst kan du høre Jan Mølby sætte ord på corona-situationen i Storbritannien.