Han er god for flere milliarder, han ejer den engelske fodboldklub Charlton, og så kalder han sig selv for 'Rockstar CEO'.

62-årige Thomas Sandgaard er måske ikke kendt i den brede danske befolkning. Det kan dog hurtigt ændre sig. Man skal bare tage et kig på hans pr-billeder, hvor rockguitaren og solbrillerne dominerer.

Sandgaard gemmer nemlig på en ganske opsigtsvækkende historie, der for alvor startede i 1996, da han tog chancen og flyttede fra Ringe på Fyn til USA.

B.T. fanger Thomas Sandgaard på telefonen, mens han nyder solen i Key West i Florida, hvor han har tilbragt juledagene.

Til daglig bor han i Colorado, hvor hele milliardeventyret begyndte. Dét eventyr, der dannede grobund for købet af traditionsklubben Charlton tidligere i år.

»Det er den gammeldags amerikanske drøm. Jeg startede i en etværelses lejlighed i Colorado og har bygget firmaet op til at være børsnoteret og efterhånden være flere milliarder værd. De første 20 år var jeg næsten personligt bankerot,« forklarer han.

PR

I 1990'erne arbejdede han i et lille medicoselskab i Danmark, der gerne ville udvide distributionen til USA. Alt var på plads, men firmaet fik kolde fødder. Og her så Sandgaard så sit snit til selv at tage springet til USA og udnytte de kontakter, han havde etableret.

Det var starten på hans firma Zynex, der sælger og producerer medicinsk udstyr til smertebehandling. I det nye årtusinde tog Sandgaard skridt på skridt, men det var, da firmaet røg på Nasdaq-børsen i 2019, at skridtet mod de helt store milliarder blev taget. I dag er markedsværdien af firmaet næsten tre milliarder.

»Vi har over 500 sælgere nu. Og når der kommer vind i sejlene, så er der simpelthen så mange penge i det i USA. Vi har et firma, der er meget profitabelt. Jeg har draget meget stor personlig fordel af det de sidste par år. Det har givet mig det økonomiske fundament til at købe Charlton. Indtil for to år siden var det ikke noget, jeg spekulerede i. Der handlede det bare om at overleve,« siger Sandgaard.

I september faldt alt så på plads, og efter længere tids forhandling blev Thomas Sandgaard ejer af Charlton, der til daglig spiller i den tredjebedste engelske række – League One. Prisen skydes til at ligge på omkring 400-500 millioner kroner. Men det var alle pengene værd, lyder det. En drøm gik i opfyldelse for Sandgaard, der havde brugt meget tid på at undersøge markedet for klubber i England.

Komplicerede ejerforhold og en klub på randen af konkurs gjorde dog ikke opgaven nem for ham, fortæller han. Der skulle og skal stadig ryddes op. Han tilbringer en uge ad gangen i London én gang om måneden, men ellers styrer han klubben fra sit hjem uden for Denver, hvor han står op klokken 3 om morgenen lokaltid. I øjeblikket er hans eget firma Zynex røget i baggrunden. Det handler om Charlton de fleste timer.

»Jeg kører klubben på samme måde som mit eget firma. Jeg er meget involveret – i hvert fald her i starten – så jeg er sikker på, at vi får indstillet den rigtige kultur. Det er en klub, der er blevet mishandlet de sidste syv år. Der er en del ting, som folk skal vænne sig til bliver på en anden måde. Jeg er med i alt fra, hvilke græsslåmaskiner der skal købes, til selve spillerhandlerne,« siger han og tilføjer, at han har udarbejdet en plan fem-otte år ud i fremtiden.

»Det er meget enkelt. Der er meget pres på, at vi rykker op i år. Minimum inden for to år skal vi være i Championship (den næstbedste række, red.). Her regner jeg med, at det vil tage os tre-fire år at komme op i Premier League. Allerede nu er vi i gang med at sætte grundstenene på plads. Jeg bygger alt op nu. Hvordan vi skal køre akademiet, hvordan vi skal finde spillere. Der skal være et stærkere fundament end såkaldte elevatorhold, der rykker op og så ned. Det scenarie skal vi undgå.«

»På lang sigt – måske om otte år – spiller vi europæisk fodbold. Der skal vi tænke internationalt også i forhold til rekruttering. Og det er også det, vi langsomt er ved at bygge op.«

PR

Sandgaard er først godt i gang med at bygge sit netværk op i fodboldverdenen. Via advokatfirmaet, der hjalp ham med overtagelsen af Charlton, har han efter eget udsagn skabt sig prominente samarbejdspartnere.

»Nu kan jeg ikke sætte navne på. Men jeg har fået nogle gode venner hos de seks bedste klubber i England.«

Ingen navne?

»Nej, men de giver mig meget hjælp. Der får jeg den største hjælp, vil jeg sige. Advokatfirmaet, jeg bruger, har også meget erfaring med toppen af engelsk fodbold. Og så har jeg da også snakket lidt med Rasmus Ankersen (sportschef i Brentford og bestyrelsesformand i FC Midtjylland, red.) over en morgenmad om, hvordan han har skabt succes med Thomas Frank og danskerne. Det var meget interessant,« siger han.

Selv afviser han da heller ikke, at Charlton kan få et dansk islæt i fremtiden. Sandgaard har allerede et godt øje til FC Midtjylland-angriberen Ronnie Schwartz, men lige nu handler det om at bygge videre på drømmen i Charlton.

Den drøm, der for alvor startede i 1996, da Sandgaard forlod Ringe for USA.