Da Rasmine Laudrup i december sad og skulle skrive julegaveønsker ned, fik det hende til at tænke på, hvor privilegeret hun egentlig er.

For listen med ønsker var tom, og det fik den 27-årige springrytter til at tænke ud af boksen. Hun fik sine forældre med på ideen om at hjælpe trængte familier i stedet for.

Det fortæller hun til B.T.

»Jeg må jo have alt, hvad jeg ønsker mig, siden jeg ikke havde nogen ønsker at sætte på min liste,« siger Rasmine Laudrup og fortæller, at hun fik inspiration til at hjælpe trængte familier fra Mads Langers kone, Julie Lillelund.

Og der var ikke langt fra tanke til handling for Laudrup-familien:

»Så jeg lavede en story, hvor jeg skrev, at hvis der var nogle, der var i nød her i julen, og som havde brug for hjælp, så kunne de sende mig en mail, hvor de skrev om deres situation og om sig selv.«

Laudrup fortæller, at de hjalp to familier. Den ene var en enlig mor til to, og den anden var en enlig mor til en.

»Hende med de to børn, der gik jeg sammen med mine forældre om at købe gaver. Og hende, der kun havde et barn, havde købt julegaver, så der hjalp jeg bare med et gavekort til at handle mad for.«

Laudrup har efterfølgende modtaget en besked fra den ene familie, som de hjalp. Her sendte kvinden billeder af børnene, der havde fået alle gaverne, og det har altså givet Laudrup-familien mere blod på tanden:

»Jeg vil helt sikkert gøre det igen, og jeg kunne godt tænke mig at hjælpe endnu flere familier næste år. Og jeg håber også, at de to familier, jeg har hjulpet, at jeg kan hjælpe dem igen, hvis de står i samme situation til næste år.«

»Jeg skal bare lige finde ud af, hvordan jeg gør det smartest. For der var også nogle, der skrev, hvor jeg var lidt i tvivl om, det rent faktisk var nogen, der havde brug for hjælp. Og jeg vil jo allerhelst hjælpe dem, der har mest brug for det,« afslutter Rasmine Laudrup.