Det går kun en vej for angrebskometen Rasmus Højlund. Op – med raketfart – mod stjernerne.
Han scorer mål på stribe i Serie A, og rygtes til nogle af verdens største klubber for rekordbeløb på over 300 millioner kroner.
Men det er ikke kun karrieren, der er fart i. Stjerneangriberens topfart på banen er nok til at sikre ham en plads på det danske atletiklandshold.
Da Højlunds klub Atalanta slog Lazio i forrige weekend, fik den danske angriber modstanderne til at ligne skildpadder. I et hidsigt ryk overhæler Rasmus Højlund fire forsvarsspillere og scorer det afgørende mål til 2-0 mod Lazio.
De rå data afslører, at danskeren er en af fodboldverdenens allerhurtigste fyre,
»Vi løb 100-meterløb til træning forleden, og uden at jeg gav den rigtig gas, så blev jeg målt til 10,8 sekunder på 100 meter,« siger danskeren om sin hastighed.
Den tid ville være nok til at kunne vinde det danske mesterskab i 100-meterløb i eksempelvis 2007, hvor den dengang hurtigste danske løber fik en guldmedalje om halsen med tiden 10,89 sekunder.
Om målet mod Lazio, der har høstet ros og anerkendelse, siger hovedpersonen selv:
»Selve teknikken i målet er jo ikke specielt overvældende, men jeg kommer godt i feltet, og så får jeg en god aflevering fra min holdkammerat Lookman.«
Farten har dog altid været et af Rasmus Højlunds helt store styrker.
»Siden jeg er blevet professionel fodboldspiller, har jeg altid været den hurtigste på de hold, jeg har spillet på. Men da jeg var yngre blev jeg ikke altid betragtet som hurtigste, fordi jeg ikke altid har troet på evnerne og været ude og vise max, hvad jeg kan i en løbeduel. Hen over de sidste to-tre år har det dog virkeligt taget fart i bogstaveligste forstand«
I den bedste italienske række kommer hans fart til sin ret på grund af den måde, man spiller fodbold på i Atalanta.
»Man spiller meget stop and go her i Italien. Enten så hviler man, ellers så er man 120 procent på. Jeg synes, det er fedt, for så kan jeg bruge min fart. Samtidig kan jeg også få hvilet lidt og få luften. Så er jeg klar til at mose videre, når vi igen har fat i bolden. Det passer mig rigtig fint,« siger Rasmus Højlund.