Well done, boys.

Det var beskeden fra Daniel Agger til de 17 spillere, der fik lov at optræde for det danske landshold, mens de rigtige landsholdsspillere og DBU er i konflikt. En stor ros fra en tidligere landsholdsanfører, når man tænker på, at flere har anset det som usolidarisk, at 24 spillere valgte at tage med landsholdet til Slovakiet.

Derfor varmede beskeden fra Agger også utroligt meget i den midlertidige danske landsholdslejr.

»Selv Daniel Agger… Han ejer jo landsholdet nærmest, og han synes også, at det er pissefedt. Hvis han synes det, så synes jeg også, det er i orden. Og så burde andre også acceptere,« siger Oskar Høybye og fortsætter.

»Det er det eneste rigtige, at han gør det. Der er ikke andre sider at vælge. De ved jo også godt, at det er en kæmpe oplevelse for os, og vi lægger stolthed i at spille for landsholdet. Jeg kan ikke forstå dem, der har sagt nej til det. Men det er også, fordi jeg selv er her,« siger Vanløse-spilleren.

I det danske omklædningsrum var tweetet fra Daniel Agger noget, som de talte om.

De havde set den tidligere anførers besked, og der var ingen tvivl om, at den varmede hos de spillere, der nok mest af alt har frygtet at blive lagt for had i deres egen verden.

»Jeg har set tweetet. Det er selvfølgelig sindssygt fedt, at der er noget opbakning også fra sådan en stor stjerne som ham. Det er jo en, man har set op til i lang tid, så det er dejligt, at der er noget positivt fra sådan en gammel landsholdsspiller,« siger Christan Bannis fra Tarup-Paarup IF.

Oskar Høybye i en hovedstødsduel.
Oskar Høybye i en hovedstødsduel. Foto: RADOVAN STOKLASA
Vis mere

Den 26-årige midtbanespiller vidste godt inden kampen, at der kunne ligge nogle ubehageligheder og vente på den anden side af opgøret mod Slovakiet.

Men der er ikke meget tvivl om, at det danske nødlandshold vandt en del hjerter efter 3-0-nederlaget til Slovakiet.

Og Daniel Aggers støtte var altså lige det sidste løft efter et par voldsomme dage.

»Jeg tror ikke, det er alle fodboldspillere, der er efter os. Det virker ikke sådan. Men nu må vi se, når vi kommer hjem. Der er nok også noget efterspil på det. Men jeg har ikke hørt så meget negativt,« siger Christian Bannis.

Christian Bannis i aktion under landskampen mod Vladimir Weiss.
Christian Bannis i aktion under landskampen mod Vladimir Weiss. Foto: Ronald Zak
Vis mere