Dani Alves var for få år siden på toppen af sit liv, og hvis han ikke har ramt bunden endnu, er han i hvert fald tæt på.

Mens den brasilianske stjernespiller sidder i fængsel for anklager om en voldtægt, har hans kone, Joana Sanz, besøgt ham med beskeden om, at hun vil skilles.

Nu er han ifølge den spanske tv-station Cuatro så desperat, at han sultestrejker bag lås og slå.

Beskrivelsen her er, at han er meget nervøs og helt ødelagt og derfor tyer til disse metoder.

Dani Alves blev i de sidste dage af 2022 anklaget for at have begået voldtægt af en kvinde på diskoteket Sutton i Barcelona, hvor han havde sin storhedstid som spiller, og siden har hans version af sagen været utrolig uklar.

Han har skiftet utallige forklaringer og forsøgt sig med påstanden om, at han ikke kendte noget til hende, der mener, at han har voldtaget hende, men da der siden er fundet sædrester på diskoteket, har han ment, at de to var enige om at have sex.

Myndighederne i Spanien har siden varetægtsfængslet ham og mener at have en begrundet frygt for, at han vil flygte ud af landet, hvis han bliver sluppet ud.

Kort efter anholdelsen meddelte hans mexicanske klub UNAM Pumas, at de havde fyret Dani Alves, og det samme har det danske firma Liiteguard.