Neymar måtte bæres fra banen søndag, da Paris Saint-Germain besejrede Saint Etienne med 3-1.

Det var tydeligt, at verdensstjernen havde ondt, og det forstår man godt nu. Han er således blevet ramt af en ledbåndsskade i venstre ankel.

Og det betyder, at den tidligere FC Barcelona-stjerne ikke vil komme i aktion i de kommende seks til otte uger. Det skriver Paris Saint-Germain på klubbens hjemmeside.

Gigantklubben skriver samtidig, at Neymar vil blive undersøgt igen om tre dage, inden man eventuelt kommer med en ny melding.

Troldmanden fra Brasilien gav en opdatering på sin situation søndag aften. Det gjorde han på Twitter.

'Disse tilbageslag er desværre en del af atleters liv. Jeg kommer bedre og stærkere tilbage,' skrev han helt præcist på det sociale medie.

Neymar har i denne sæson haft flere korte skadespauser, men har trods alt bidraget med 14 kampe og tre scoringer.

I sine fire og et halvt år som Paris Saint-Germain-spiller siden skiftet fra FC Barcelona i sommeren 2017 har han bidraget med 130 kampe og 90 mål.

I sin første sæson i den franske hovedstad spillede Neymar 20 af 38 ligakampe. Det kampantal har han endnu ikke overgået.

Paris Saint-Germain fører den franske liga suverænt med 12 point ned til Rennes på andenpladsen.