Den 18. oktober står som en helt speciel dag i odenseansk sportshistorie. Det var nemlig den dag i 1961, at mægtige Real Madrid gæstede Odense for første gang til en kamp mod B1913.

»Det var en fantastisk oplevelse,« fortæller Kurt Grønning til B.T. Ham vender vi tilbage til.

Dengang kunne ingen vide, at den spanske kongeklub ville få et ganske særligt forhold til den danske provinsby.

Her 60 år senere har Real Madrid været på fynsk visit tre gange mere. I alt har tre forskellige Odense-klubber haft fornøjelsen af at spille mod 'Los Blancos'.

Det er der ikke mange byer, der kan prale af.

Dengang i 1961 havde B1913 ekspederet luxembourgske Spora ud af kvalifikationen til Europa Cuppen og stod derfor over for et møde med Real Madrid i første runde af datidens Champions League. Og lad os bare slå fast med det samme. Odenseanerne fik en øretæve over de to kampe, der endte samlet 12-0 til verdensstjernerne.

Kampen i Odense samlede næsten 28.000 tilskuere på Odense Stadion, men det var ikke kun fynboer, der troppede op til den historiske kamp. Således skrev Fyens Stiftstidende til et billede af fem spanske mænd på kampdagen:

»De har trodset vejr og vind, afstand, sprogvanskeligheder, tabt arbejdsfortjeneste m.m. for at se deres landsmænd Madrid Real spille mod B1913 i aften. Fem i tal besluttede denne flok unge mænd, der kommer fra forskellige egne af Spanien, men har fundet hinanden i Hamburg, hvor de har arbejdet et aars tid, at tage turen til Odense, og i morges dukkede de op på Fyens Stiftstidendes redaktion for at høre om mulighed for billetter – det lykkedes at skaffe dem fem pladser. Glade var de, for det havde jo været ærgerligt, om den lange rejse skulle være forgæves.«

B1913-ikonet Kurt Grønning var med i opgøret mod Real Madrid, hvor han spillede over for den spanske stjernespiller Francisco Gento.

»Det var hårdt, og han var utrolig hurtig. Jeg fik krampe af at løbe efter ham. Det var den eneste gang i min karriere,« fortæller Kurt Grønning, der i dag er 85 år og glædeligt husker madrilenernes besøg.

»Stadion var stoppet, og alle forretninger i byen reklamerede for kampen. Det vakte stor opsigt, at Real Madrid kom til Odense. Det var verdens største hold på det tidspunkt,« siger Kurt Grønning.

»I dag betyder resultaterne ikke noget. Det var en kæmpe oplevelse at spille over for dem. Det var verdensstjerner alle sammen,« tilføjer han.

Da Real Madrids stjerner skulle hjem til den spanske hovedstad dagen efter kampen, var det ikke uden problemer. Først sov spillerne over sig, og siden var der problemer med hjemrejsepapirerne i lufthavnen. Men hjem kom de.

Stjernespilleren Ferenc Puskas havde endda lidt dansk med hjem. Han havde trodset det frygtelige efterårsvejr og været på indkøb i 'en del Odense-forretninger' for at købe legetøj til børnene og en sweater til sig selv. Han var i øvrigt meget imponeret af den danske amatørklubs evner på fodboldbanen.

Kampprogrammet til kampen 18. oktober 1961. De to hold stillede således op.
Kampprogrammet til kampen 18. oktober 1961. De to hold stillede således op. Foto: John Nielsen
Vis mere

Ugen efter ventede det omvendte møde. Kurt Grønning og resten af B1913 tog til Madrid, hvor de fik smæk med 9-0 i en kamp, der bedst huskes for José Santamarias stempling i skridtet på B1913-stjernen Bent Løfqvist.

Efter kampen, da temperamenterne var dampet af, inviterede Francisco Gento danskerne på en drink i byen.

»Han ville vise et sted, vi kunne få øl og drinks. Så han kørte os derhen og viste os op. Der var folk til at køre bilerne væk. Og der var en masse damer også,« griner Kurt Grønning, der sammen med holdkammeraterne havde to dage til at se den spanske hovedstad.

Ferenc Puskas, der blev nummer to i Ballon d'Or i 1960 og har vundet et hav af titler og personlig hæder, gæstede Danmark og Odense igen tre år senere, da B1909 var modstanderen i den indledende runde af Europa Cuppen.

Denne gang så godt 18.000 tilskuere Real Madrid vinde 5-2 på Odense Stadion. Walter Richter og John Danielsen scorede 'niernes' mål.

Mens hverken B1913 eller B1909 formåede at besejre Real Madrid, lykkedes det som bekendt for det tredje Odense-hold OB i 1994.

Inden 'Miraklet i Madrid' led OB dog tre nederlag til kongeklubben. Først samlet 10-1 i 1990 og så 2-3 hjemme i Odense i efteråret 1994, inden Ulrik Pedersen, Morten Bisgaard og resten af mirakelmagerne snød Michael Laudrup og de 50.000 fremmødte på Santiago Bernabeu og leverede et af dansk klubfodbolds største resultater.

OB-profilen Carsten Hemmingsen fortæller i bogen 'Miraklet i Madrid' om, hvordan han fejrede sejren med byture ti dage i træk. OBs sensationssejr vakte også stor glæde hos Reals rivaler i Barcelona.

Andre læser også