På grund af coronavirus skal Champions League-returkampen mellem Valencia og Atalanta spilles uden tilskuere.

Daniel Wass og Valencia kommer ikke til at få støtte fra tilskuerne, når de i næste uge på hjemmebane skal kæmpe om avancement til Champions League-kvartfinalerne.

Returopgøret mellem den spanske klub og italienske Atalanta kommer således til at blive spillet for lukkede døre på grund af frygt for spredning af coronavirus.

Det skriver Atalanta på sin hjemmeside.

Beslutningen er taget efter anbefaling fra det spanske sundhedsministerium.

Champions League-opgøret er blandt en lang række af sportsbegivenhederne, der er blevet ramt af coronavirussets udbredelse.

Atalanta har hjemme i den norditalienske by Bergamo. Italien er det land i Europa, der er hårdest ramt af coronavirus, som over 100 italienere er døde af.

Valencia er bagud 1-4 efter det første opgør og skal derfor på måljagt. Returkampen spilles tirsdag klokken 21.

/ritzau/