Der var ellers et rejseforbud i Christian Nørgaards engelske klub, Brentford.

Men den tidligere Brøndby-darling befinder sig nu i Danmark, og det er der en helt speciel grund til.

»Jeg er hjemme i Danmark. Jeg fik lov til at tage hjem, selv om vi egentlig havde et rejseforbud i klubben. Men min kæreste er gravid i syvende måned nu, så hendes situation gjorde det lidt svært for mig at blive i England. Det samme gjaldt Mathias (Jensen, red.) men ellers så tror jeg, at resten har fået besked på, at de skal blive i landet. Det var superfint fra Brentford og en stor gestus for dem,« siger han til TV3 sport.

Se hele interviewet med Christian Nørgaard i toppen af artiklen

Hele forløbet var planlagt med enten ferie eller EM i Danmark til sommer, men de planer kan Christian Nørgaard og kæresten Josefine Barsøe godt skyde en hvid pind efter, da der efter alt at dømme kommer til at være mange kampe i den næstbedste engelske række i den tid.

»Det har været lidt specielt, men vi har ligesom prøvet at få det bedste ud af det i den her tid. Vi havde ellers planlagt det superfint med, at der enten ville være sommerferie, eller også så skulle vi spille EM i Danmark. Nu ser det ud til, at vi skal spille et hav af kampe i de dage, hvor han skal fødes, men vi må se, hvad der sker. Jeg er stoppet med at spekulere.«

Brentford med Thomas Frank i spidsen befinder sig lige nu på en fjerdeplads, der giver adgang til playoff-kampe om at komme i Premier League.