Christian Eriksen er et gennemført godt menneske. Det har den danske landsholdsstjerne lige bevist igen, igen.

Han har nemlig sendt en rørende videohilsen til Evie. Hun er en engelsk pige, der er syg og skal have indopereret en ICD-enhed. Hun skal altså igennem det samme, som danskeren var for nogle uger siden.

'Hej, Evie. Det er Christian her. Tak for det dejlige brev. Jeg har læst det her til aften. Jeg håber, du er tryg inden operationen. Jeg ved, det aldrig er sjovt at være på hospitalet,' lyder det fra Christian Eriksen i videoen, inden han fortsætter:

'Jeg ved, at lægerne ved, hvad de laver, og de vil fortælle dig, hvad de tænker. Jeg er sikker på, du vil vende hurtigt tilbage til det normale liv efterfølgende.'

Foto: HANNAH MCKAY
Vis mere

Evie, der bor i Barford i England, så Christian Eriksen kollapse i Parken 12. juni, da Danmark spillede åbningskamp ved EM mod Finland. Da hun efterfølgende hørte, at landsholdsspilleren skulle have indopereret en ICD-enhed, besluttede hun sig for at skrive til ham.

Nicci, som er Evies mor, skriver på Facebook, at datteren har været bange for operationen og stadig er det. At se Christian Eriksen leve med enheden i kroppen har dog givet Evie mod på tilværelsen. Hun skal gennemgå operationen på et hospital i London.

Men Evige kommer igennem det på samme måde som Christian Eriksen. Det understreger den 29-årige dansker i slutningen af videoen.

'Jeg vendte hurtigt tilbage til livet, og det bliver det samme for dig. Jeg vil bare ønske dig alt det bedste. Måske og forhåbentlig vil vi se hinanden i fremtiden.'

Landsholdsspilleren sendte den søde og rørende video til Evie søndag aften. Tidligt mandag lagde moren det så på Facebook med teksten 'mission fuldført'.

'Hvilket fantastisk menneske du er, Christian. Tusinde tak for at have opfyldt Evies ønske,' skriver hun afsluttende, inden folk kan se videoen.

Andre læser også