Forhandlingerne om Københavns EM-værtskab næste sommer har sendt chokbølger gennem flere roligans.
Den danske Tour de France-start i 2021 kan nemlig resultere i panderynker hos mere end 50.000 danske billetkøbere.
Én af dem er 31-årige Patrick Munck. Han har købt billet til alle tre af Danmarks gruppekampe, der stadig er programsat til at skulle spilles i Parken i 2021.
»Jeg er i chok over, at det overhovedet er et tema. Jeg kan ikke forstå, at der ikke er plads til begge begivenheder. Især ikke, når der næsten er en uge mellem dem. Det er helt hjernedødt,« siger han til B.T.

Coronakrisen har flyttet EM fra 2020 til 2021, og det har skabt enorme logistiske problemer for København, der i løbet af få uger – efter planen – skal være vært ved fire EM-kampe samt Tour de Frances såkaldte Grand Départ.
Lige nu arbejder de involverede parter på højtryk for at få begge begivenheder til at blive afholdt som planlagt i den danske hovedstad, men det er nervepirrende forhandlinger, der foregår i disse dage. Også for Patrick Munck:
»Jeg er helt ude af mig selv over, at det måske bliver en realitet, at EM-værtskabet tages fra os. Jeg er egentlig også lidt stresset over det, da vi i forvejen havde nået at glæde os over at have skaffet billetterne. Vi har jo været godt oppe at køre over det i lang, så det vil være knusende for min moral, hvis det sker.«
Den sidste EM-kamp i Parken ligger efter planen fem dage inden Tour de Frances begyndelse i Danmark, men derfor er der stadig store kommercielle knaster, som skal høvles væk, hvis kabalen skal gå op.

Tour de France-arrangøren ASO har nemlig for længst lavet en aftale om synlighed og kommercielle rettigheder i forbindelse med Tour de France i København i sommeren 2021, og de skal nu deles med Uefa og EM-slutrunden.
Patrick Munck er i den forbindelse ærgerlig over, at der skal gå politik i den, som han selv formulerer det.
»Det er også lidt en skamplet for et dansk event, at de forskellige parter står og råber op på hver sin side om, hvilken begivenhed der er størst. Det klæder ikke nogen,« forklarer han og tilføjer, at han selvfølgelig er klar på at støtte det danske landshold på lægterne, hvis det ender med, at det danske EM-værtskab rykkes til en anden europæisk storby.
Efter planen skal EM-slutrunden næste år spilles fra 11. juni til 11. juli, mens Tour de France skal køres fra 2. juli til 25. juli.