Nadia Nadim kan meget snart være fortid i Manchester City. Den danske landsholsspiller har i hvert fald meddelt den engelske klub, at hun vil væk.
Det har hun gjort ved at indlevere det, der kaldes en transfer request, hvilket betyder, at hun har anmodet klubben om at komme ud af sin kontrakt.
Det skriver britiske BBC. Nadia Nadim har ellers ikke været i klubben særlig længe, men nu vil hun altså finde noget andet - blandt andet fordi hun har vurderet, at hendes muligheder for at spille er begrænsede, skriver mediet.
»Det er en fantastisk klub på mange måder, men det er det ikke for mig,« siger Nadia Nadim.
Den 30-årige danske landsholdsspiller har spillet i kvindernes bedste engelske fodboldrække siden januar.

Men efter et halvt år er hun ikke faldet til.
»Jeg har aldrig følt mig hjemme i Manchester eller i Manchester City, og jeg har gjort det klart for ledelsen, at jeg vil væk. Det er en følelse, jeg har haft længe,« siger Nadia Nadim til det britiske medie.
Hun begrunder blandt andet sin beslutning med, at der skal spilles VM-kvalifikationskampe med kvindelandsholdet i år, og dem vil hun gerne være forberedt på.
»Jeg håber bare, klubben respekterer mig som person og accepterer min transfer request. Jeg håber, at situationen bliver løst snart, så jeg kan koncentrere mig om at spille fodbold og være glad,« siger Nadia Nadim, der var en del af holdet, da Danmark sidste år spillede EM i kvindefodbold.
Nadia Nadim har tidligere spillet for Portland Thorns og Sky Blue FC i USA, og i disse dage er hun på turné i netop USA sammen med Manchester City.

