Det lignede fodbold som i de gode gamle dage, altså før corona.
Men det var 10. juni 2020 – og der var absolut ingen restriktioner for tilskuerne.
Som det første sted i Europa blev der onsdag aften spillet en fodboldkamp med fyldte tribuner i Serbien. Det skete, da ærkerivalerne Partizan slog Crvena Zvezda (også kaldet Røde Stjerne) i pokalsemifinalen.
Her var der ifølge Reuters 25.000 på det tætpakkede stadion. Og jubel, kram og højtændt stemning. Se bare her (og se flere billeder nederst i artiklen):

»Jeg vil gerne takke fansene for deres fantastiske støtte, og det var dejligt at vinde foran et fuldt hus,« sagde Partizan-træner Savo Milosevic efter kampen ifølge Goal:
»Det var altafgørende at have den støtte.«
Fodbolden blev i Serbien genoptaget 29. maj uden tilskuere på de forskellige stadioner, ligesom i Danmark. Men hvor der i denne uge har måttet være op til 500 tilskuere til en række kampe herhjemme, blev der altså åbnet helt i Serbien onsdag aften.
Billederne går lige nu verden rundt.

'Du ser rigtigt. Dette billede er fra 10. juni 2020,' skriver østrigske Kleine Zeitung.
'Corona?' spørger hollandske NTV kort.
'Her overholder ingen reglerne om at holde afstand,' skriver tyske Bild med tilføjelsen: 'Utrolige billeder fra Serbien.'
'Chok-billeder,' lyder det kort og godt fra norske Dagbladet, der samtidig tilføjer, at indbyggerne i Serbien stadig opfordres til at holde en meters afstand til hinanden: 'Det skete helt sikkert ikke under det glohede Beograd-derby'.
Partizan Beograd skal møde Vojvodina i finalen. Den kamp spilles 24. juni.
Her kan du se flere billeder fra kampen mellem Partizan og Crvena Zvezda:


