Når du tænker på fodboldspillere, så forbinder du måske ikke umiddelbart livsstilen med store mængder alkohol.

Ikke desto mindre var det tilfældet for den chilenske Barcelona-spiller Arturo Vidal, da han var en del af den italienske storklub Juventus.

I hvert fald hvis man spørger Giorgio Chiellini, der var Arturo Vidals holdkammerat i Juventus fra 2011 til 2015.

»Sådan en som Vidal (Arturo, red.) gik nogle gange ud og drak mere, end han burde. Alle vidste det. Man kan sige, at alkohol var en lille svaghed for ham,« siger Giorgio Chiellini om sin tidligere holdkammerat i selvbiografien, 'Io, Giorgio', skriver Marca.

Arturo Vidal (anden fra højre) og Giorgio Chiellini (anden fra venstre) jubler efter en scoring mod Real Madrid i Champions League i 2013.
Arturo Vidal (anden fra højre) og Giorgio Chiellini (anden fra venstre) jubler efter en scoring mod Real Madrid i Champions League i 2013. Foto: GERARD JULIEN
Vis mere

Ifølge den italienske forsvarsgeneral medførte Arturo Vidals forbrug af alkohol, at han nogle gange ikke mødte op til træning.

I selvbiografien nævner Giorgio Chiellini især en episode, som fandt sted under en af Juventus' træningslejre.

»Jeg husker stadig en sæsonoptakt i USA. Vi var i Miami dagen før vores sidste træning, og vi havde fået lov at gå ud. Næste morgen var Arturo ikke at se nogen steder. Han lå i sengen og var nødt til at blive hevet ud,« fortæller Chiellini og fortsætter:

»Vi prøvede også vores nye træningsudstyr den dag. Vi var alle klædt i sort i 40 graders varme. Conte (Antonio Conte, Juventus' daværende træner, red.) kunne ikke vente med at smide ham ud af truppen og statuere et eksempel.«

Efter sin tid i Juventus skiftede Arturo Vidal først til Bayern München og efterfølgende til FC Barcelona. Her ses han under en jubel med Lionel Messi.
Efter sin tid i Juventus skiftede Arturo Vidal først til Bayern München og efterfølgende til FC Barcelona. Her ses han under en jubel med Lionel Messi. Foto: ALEJANDRO GARCIA
Vis mere

Sådan gik det dog ikke, for Giorgio Chiellini fortæller videre i bogen, at Arturo Vidal efterfølgende mødte op til træningen, mens han stadig så ud til at være fuld, og imponerede på træningsbanen.

Ifølge italieneren valgte Arturo Vidal nemlig at bruge træningssessionen på at løbe som en gal, hvor han endte med at slå resten af truppen med mere end 20 meter i et løb.

På trods af Giorgio Chiellinis fortællinger opnåede Arturo Vidal da også at få en ganske fornuftig tid i Juventus.

I perioden fra 2011 til 2015 fik chileneren mere end 100 kampe på midtbanen, hvor han høstede fire italienske mesterskaber, inden han tog til Bayern München og siden FC Barcelona.