Christian Eriksen har på ingen måde fået den start i Serie A, som han havde drømt om.

Forventningerne har været tårnhøje til den danske stjerne, og derfor diskuteres hans manglende succes lystigt i Italien.

Og det ændrer en tvungen pause i Serie A – på grund af coronavirussen – ikke på.

Senest har den tidligere italienske angrebsstjerne Paolo di Canio båret mere brænde til bålet.

I et interview med Sky Sports Italia mener di Canio at vide, at Inter-manager Antonio Conte ikke havde Christian Eriksen som sin førsteprioritet i vinterens transfervindue.

Øverst på managerens liste stod derimod Barcelonas Arturo Vidal.

»Antonio (Conte, red.) ville have Vidal. Den perfekte spiller i forhold til hans måde at tænke fodbold på. Chileneren er en midtbanespiller med karakter, som kæmper og kan give tilbage,« siger Paolo di Canio og fortsætter:

»I januar ankom en anderledes spiller (Eriksen, red.) – ikke at det er en dårligere spiller, snarere betager han os, når han er på toppen, for han har et touch på bolden som få andre og er elegant,« lyder det.

Men ifølge Paolo di Canio havde Christian Eriksen bedre forudsætninger i Tottenham, hvor han nåede at spille i seks et halvt år inden skiftet til Inter.

Indtil videre er Christian Eriksen blot startet på banen i tre af de otte kampe, han har spillet for Inter. Senest var han bænket i topopgøret mod Juventus, og det handler altså ifølge Paolo di Canio om, Christian Eriksen som type ikke er ideel for Conte.

»Men Eriksen var i en anderledes kontekst i Pochettinos opstilling (i Tottenham, red.). I Inter, efter to kampe som starter mod Ludogorets i Europa League, satte Conte ham på bænken mod Juventus.«

»Så spørgsmålet er: Hvem gik efter at få det (skiftet, red.) til at ske? Vi ville have det i Italien, fordi det gav noget klasse til vores liga, men for Conte er det ikke funktionelt. Jeg håber, det bliver det for Inter og Eriksen selv,« siger Paolo di Canio.

På nuværende tidspunkt er det uvist, hvornår Christian Eriksen igen kommer i aktion for Inter.

Serie A er suspenderet indtil d. 3.april, men med de store problemer, som coronavirussen skaber i Italien, spekuleres der allerede i, at pausen bliver forlænget.