Der blev ikke sparet på drikkevarerne, da Aalborg Freja røg ud af pokalturneringen torsdag aften.

Efter ottendedelsfinalen mod Brøndby viste måltavlen 0-3 i Superligamandskabets favør.

»Det er sgu meget pænt. Vi havde nu også på fornemmelsen, at det kunne vi godt. Jeg tror dog ikke, at der var andre end os, der troede på det. Så en lille sensation vil jeg sige,« lyder det fra Mark Hellerup, cheftræner i den aalborgensiske klub, dagen derpå.

Aalborg Freja optræder dagligt i serie 1, hvorfor det beskedne nederlag fik spillerne til at knappe øllene op.

Øllene kom frem umiddelbart efter nederlaget.
Øllene kom frem umiddelbart efter nederlaget. Aalborg Freja

En efter en.

»Jeg har ikke selv markeret det. Men jeg gik fra omklædningsrummet klokken 22.30 og kørte selv hjem. Men der var mange, der ikke kunne køre hjem.«

»De sad to og to i nogle badekar med varmt vand. Alle havde en øl hånden, og der blev spillet høj musik.«

Selvom Mark Hellerup forlod festlighederne og derfor ikke ved, hvordan nattens strabadser er endt, så har han et godt bud.

»Jeg har bevidst kigget igennem det. De skal have lov til at være spillere uden deres træner.«

»Men jeg ved, de tjekkede ind på et sted, der hedder Fregatten klokken 23. Og de er nok ikke gået derfra klokken 23.15. Der er nogle arbejdsgivere, der får et par trætte spillere på arbejde. Det er dem vel undt,« lyder det fra cheftræneren.

Men så stopper festlighederne også dér.

Søndag spiller holdet igen, hvor bestræbelserne på at nå højere end serie 1 igen er i fokus.

»Vi ser os selv som en ambitiøs fodboldklub, og vi vil gerne spille en lignende kamp næste år. Vi har en masse ting i gang, men det er klart, at gårsdagens kamp giver benzin på målet.«

»Det var en stor oplevelse.«

Kampen blev spillet med 3.427 tilskuere på Aalborg Stadion. Noget mere end de 100, der sædvanligvis finder vej til Aalborg Frejas hjemmekampe.

»Det var fuldstændig vanvittigt. Det var vildere, end vi havde regnet med, for vi havde ikke forventet så mange mennesker,« sagde målmand Simon Gasberg, der i anden halvleg stod lige nede foran et fyldt udebaneafsnit med Brøndbyfans.