Danmark er Nordens fodboldkonger.
Det var ikke til at se i Parken søndag, men den seneste uges tid med landsholdet har bare sat en så tyk streg under det, at vi lige skal en tur op under askeskyen og kigge ned efter en skidt præstation mod Island.
Først fik Sveriges reserver en let overhaling af Danmarks corona-landshold bestående mestendels af de tredjebedste spillere i landet. Ebbe Sand kvitterede som landstrænervikar med den mest nøgterne og kølige oversavning af Sveriges landshold og fodboldkultur, jeg nogensinde har set.
Det fik et helt presselokale til at bryde ud i grin – semichokerede over, hvad der blev sagt. Men det var jo så sandt, som det kunne være. At Danmark er langt foran Sverige, som endda er nummer to i Norden.
Island fik også et 2-1-nederlag med hjem fra Parken, selv om det ikke var godt fra dansk side, men det var allerede lørdag, at den største sejr stod for Kasper Hjulmand. En topseedning til den VM-kvalifikation, der starter til foråret. Sådan en er hverken Sverige, Norge, Island eller Finland i nærheden af.
Det er vores nordiske venner kede af, for Danmark slipper nu med sikkerhed for Belgien, Frankrig, England, Portugal, Spanien og Kroatien, når der skal spilles om billetter til VM. Det var tre hak på en uge i den rødhvide hue, som Kasper Hjulmand snart har båret i et halvt år. Onsdag kan han så få et lyn i svedbåndet, hvis han får det hele til at kulminere i Leuven.
Efter et halvt års tid som landstræner har Hjulmand nemlig trænet sit hold frem til sådan en kamp, som jeg rent faktisk godt kunne gå hen og glæde mig til.
For vil du da grille min november-blege krop sagte over lavasten, hvor savner jeg bare, at der er noget rigtigt på spil igen for Danmark. At der er en følelse af noget at opnå. Det er der rent faktisk onsdag, hvor en sejr over Belgien vil sende Danmark til finalestævnet i Nations League potentielt sammen med tre af de største fodboldnationer i Europa.
Det ville være en ekstremt fin bedrift, uanset at det er en godt sminket træningsturnering. Og det ville være en sublim start for Kasper Hjulmand, som har redet videre på den vindervilje, som Åge Hareide i fire år bankede ind i det danske landshold.
Der er endnu ting i spillet, der halter. Jeg vil stadig se Braithwaite og Yussuf Poulsen spillet bedre – og Christian Eriksen skal have bolden endnu mere længere fremme på banen. Der skal skabes flere chancer. Og Danmark skal spille meget bedre – især mod en modstander af Islands tvivlsomme kaliber.
Men det er nu fair nok, at det ikke falder på plads lige med det samme. Hjulmand har haft sit hold samlet ad flere omgange i dette efterår, men der har ikke været meget tid at træne i, når der også skulle spilles testkamp mod Færøerne og coronakamp mod Sverige.
Fokus har været på sejre, og dem har Danmark under Hjulmand nu hentet fem af i streg efter et indledende nederlag til Belgien og uafgjort mod England. Fem sejre i syv kampe. Det er faktisk rimelig imponerende, at det her danske landshold bliver ved med at være så svære at slå.
Lad det bare fortsætte onsdag. Med den sidste og allertykkeste streg under, at det er Danmark, man skal jagte og overhale, hvis man vil være Nordens fodboldstormagt. En tur i Nations League Final Four ville smage af noget!
