Martin Braithwaite startede på bænken, da FC Barcelona besøgte Eibar.
Men danskeren blev skiftet ind i pausen i opgøret, som var sæsonens sidste for mastodontklubben.
Og måske også Braithwaites sidste i Barcelona-trøjen?
Herunder er B.T.s fulde dom over Martin Braithwaites optræden i dagens kamp mod Eibar.
Kampen mellem Eibar og FC Barcelona var en tam affære, og det samme kan man sige om Braithwaites kamp. Heldigvis for opgøret scorede Antoine Griezmann et klassemål, så ens hvilepuls fik krøbet sig over de 40.
Danskeren havde et par fine aktioner, hvor skarpheden dog manglede. Enten var afleveringen den rigtige, men uskarp, eller også fik han tilkæmpet sig et hjørnespark på et mislykket indlæg.
Løbepensum og ihærdigheden manglede Martin Braithwaite ikke, men sandheden er, at han var ret usynlig.
Karakter: 2
Der var ikke meget at spille om i kampen mellem Barcelona og Eibar.
Sidstnævnte havde allerede mistet alle muligheder for at undgå nedrykning, mens FC Barcelona umuligt kunne hente de to Madrid-klubber foran sig i klassementet.
Men opturs-agtigt var det, at Martin Braithwaite allerede blev skiftet ind i pausen.
At kampen så var en søvnig affære, er jo ikke danskerens skyld.
Det var faktisk svært at finde en både op- og nedtur i Martin Braithwaites kamp, fordi det VIRKELIG var en kamp på det jævne.
Men det er da fuldstændig forrykt at skulle spille sin (måske) sidste kamp med FC Barcelona iført en mundering, der består af en lyserød trøje, sorte shorts og turkise, ja TURKISE strømper?
Det må være det grimmeste sæt, danskeren nogensinde har spillet i. Og så endda i en ubetydelig kamp, hvor Lionel Messi var sendt på ferie.
Mon ikke hans drømme-adios ville se anderledes ud.
Ja, den er jo svær.
For Martin Braithwaite kan jo være fortid i FC Barcelona om nogle måneder, hvis klubben vælger at sætte nogle spillere til salg for at investere i nye kræfter. Men lad os da bare være ærlige.
Den 29-årige dansker har nok spillet en bedre sæson, end mange af os havde troet. Bevares, hans statistik får os ikke til at vælte bagover, men den er ganske hæderlig.
42 kampe, syv mål og fire assiss på sammenlagt 1.687 minutter. Det svarer til cirka 18,5 hele kampe.