Red Bull Salzburg er klar til Champions League-gruppespillet på bekostning af Brøndby efter en ny sejr på 2-1 i Danmark.

På et helt pakket Brøndby Stadion indledte hjemmeholdet med et frisk forsøg fra Simon Hedlund, men skulle alligevel vise sig at komme fuldstændig skævt fra land.

En våd klud ramte Brøndby i ansigtet, og helt forhekset forærede de favoritterne fra Østrig to målchancer, der blev udnyttet af Benjamin Sesko og Brenden Aaronson, så måltavlen efter kun 10 minutter viste 0-2.

Da første kamp blev tabt med 1-2, var det derfor så godt som game over.

Andreas Maxsø gav dog fornyet håb om det forjættede land efter en times spil med en reducering, hvor han headede bolden sikkert i kassen. Men i det samlede resultat var det blot pynt.

Brøndby kan nu glæde sig over, at klubben er kvalificeret til gruppespillet i Europa League.

Her er B.T.s dom over Brøndbys indsats mod Red Bull Salzburg:

Mælketænderne er stadig ved at falde ud på den unge mand, som endnu har til gode at holde nullet i denne sæson. Han bankede selv den sidste rest ud med en kæmpe fejl, da han spillede Benjamin Sesko fri foran mål, så kampen reelt var forbi efter 10 minutter. Det var ikke kun med fødderne, Mads Hermansen gav gaver væk, og så er det svært at spise med de store drenge.

Tilbage fra corona, men han glemte at tjekke ind på Brøndby Stadion i begyndelsen af kampen. Nordmanden snorksov ved 1-0-målet, og så kunne Benjamin Sesko både tæmme en høj bold foran ham, kontrollere kuglen og sende østrigerne videre mod de ekstremt mange penge i Champions League.

En leder viser sin styrke i modgang, og Andreas Maxsø var hurtig til at samle sine holdkammerater i en ring og give dem en opvågning efter de første mareridtsfyldte 10 minutter. Det virkede. Ikke fordi Brøndby-spillerne nu fik skudsikre veste på, men den ydmygelse, der var på vej, udeblev. Måske fordi anføreren på magisk vis reddede en afslutning på målstregen i første halvleg, men ikke mindst grundet reduceringen fra Maxsø selv. Brøndbys bedste spiller.

Risikolystne Tshiembe giver dig det søde og det sure. I dag var han som mælk, der var gået over sidste holdbarhedsdato med fejl, der kunne være blevet straffet hårdt og normalt bliver det på dette plan, men han var heldig. Held havde imidlertid intet med sagen at gøre, da han stod for assisten til makkeren i forsvaret Andreas Maxsø.

Det er stabilt, men ikke noget fortryllende, hvad der kommer fra Andreas Bruus i øjeblikket. Den tidligere angriber havde i sekvenser større problemer med pasningerne end tacklingerne, men det den kan jo være, fordi han stadig er i en læringskurve i forhold til forsvarsspillet.

Han gjorde alt det rigtige med sin header nedad og på kassen, men desværre for Brøndby stod der en modspiller, der brusede bolden over som en rystet Red Bull, og så måtte den nye midtbanespiller i blå og gul forlade banen uforløst.

Kroaten fik Brøndby-fansenes hjerter til at smelte med sin videohilsen og den afsluttende bemærkning om, at han bliver hængende på Vestegnen til 2025. I dag blev kærligheden hverken større eller mindre. Stort arbejdsraseri med enkelte pasningsproblemer.

Hvad kan egentlig gøre denne unge mand nervøs? Ikke den største kamp for Brøndby i årevis med første fyldte hus til en europæisk kamp siden 2010. Morten Frendrup vokser hele tiden og kan med denne udvikling om få år kigge ud over alperne uden hjælp fra nogen lift.

Der kom enkelte fine indlæg fra Mensah, men det blev en anonym indsats fra viceanføreren, der blev pillet ud efter en times spil. Han gør sit bedste på den venstrekant, men det bliver aldrig virkelig godt i den 'forkerte' side for ham.

Han gik ind i det hele med fuld power og kan umuligt vågne uden nogen skrammer, men det tog lidt tid, inden Uhre fik dommerens kendelser med sig. Indsatsen var upåklagelig - derfor var han nu stadig ufarlig.

Svenskeren havde en masse energi, han fik brændt af derinde på græsplænen. Skulle lige indstille sigtekornet på både sine afslutninger og indlæg fra standarder, men det blev bedre og bedre og rigtig godt ved Brøndbys mål.

---

Indskiftere:

Skiftet ind efter 59 minutter i stedet for Kevin Mensah. Han fik kun godt en halv time, men lagde alt, hvad han havde, på den bane. Fes frem og tilbage og forsøgte helhjertet at få vendt nederlaget med fint fodboldspil.

Skifter ind efter 59 minutter i stedet for Mathias Greve. Efter en række startpladser er han igen røget på bænken. Hans indskiftning forringede ikke holdet, og der var fine bolderobringer.

Skiftet ind efter 59 minutter i stedet for Tobias Børkeeiet. Stabil indsats fra Anton Skipper, der igen har måttet indse, at han er et stykke fra den optimale startopstilling.

Skiftet ind efter 78 minutter i stedet for Simon Hedlund. UB

Skiftet ind efter 85 minutter i stedet for Morten Frendruo. UB

Kun et kvarter efter den sidste peptalk fra træneren var det hele forbi. Sandheden er, at Red Bull Salzburg bare er et bedre og meget dyrere hold. Det kan aldrig være trænerens skyld, at der bliver lavet så graverende fejl individuelt. Drømmen fik et skud, og hans hold faldt ikke sammen trods den ubegribelige indledning på kampen. Det kan Niels Frederiksen tage med, men ellers er det bare at lægge sig fladt ned.