FC Midtjylland var det bedste mandskab, men formåede ikke at tage alle tre point, da de torsdag aften mødte Røde Stjerne i Europa League.

Efter en første halvleg, hvor midtjyderne var klart bedst, var det i stedet gæsterne, der efter en lille time kunne bringe sig i front. Bo Henriksens drenge fortsatte dog med at trykke på, og efter 78 minutter kom udligningen så, da Nikolas Dyhr sendte bolden i kassen.

Flere scoringer blev det ikke til, og dermed sluttede det hele 1-1. Det betyder også, at FC Midtjylland fortsat er uden sejr i Europa League og blot er noteret for to point efter tre kampe.

Herunder kan du læse B.T.s dom over FC Midtjylland:

Første halvleg var en flot af en slagsen fra Bo Henriksens ulve. De var både farlige, og særligt midtjydernes venstreside gjorde ondt på de serbiske gæster. Nikolas Dyhr var fuld af energi og gåpåmod, og han sendte flere gange Røde Stjernes forsvarsspillere på glatis. Han havde fortjent en scoring i første halvleg, men i stedet kom forløsningen mod slutningen af opgøret, da han snedigt fulgte op på Victor Linds hug på stolpen. Stor kamp af unge Dyhr!

Karakter: 5

Det var som sådan ikke nogen dårlig kamp af den svenske forsvarsspiller, men hvis der er én ting, man ved om europæisk fodbold, så er det, at fejl bliver straffet prompte! Derfor ærgrer Andersson sig nok også gevaldigt over, at han stod fuldstændig fejlplaceret, da et højt indlæg sejlede ind i feltet, og gæsterne kom på tavlen. Det må bare ikke ske.

Karakter: 2

Elias Olafsson 3
Henrik Dalsgaard 3
Erik Sviatchenko 4
Paulinho 3
Joel Andersson 2
Nikolas Dyhr 5 (Ud. 92)
Raphael Onyedika 3
Jens-Lys Cajuste 3 (Ud. 62)
Evander 4
Pione Sisto 4
Gustav Isaksen 4 (Ud. 73)

---
Victor Lind 5 (Ind 62.)
Marrony UB (Ind 73.)
Awer Mabil UB (Ud. 92)

Der sker noget særligt, når FC Midtjyllands nummer 10 har fat i læderkuglen. Evander er da heller ikke brasilianer for ingenting, og der var masser af sambarytmer hos den offensive midtbanespiller torsdag aften. Helt lækkert blev det, da han skabte første halvlegs største chance med en lækker et-to-kombination med Nikolas Dyhr. En skarp inderside efterfulgt af en finurlig piruet. Wow! Kun stolpen kom i vejen for en dansk-brasiliansk-fest.

16 spillere. Så mange akademispillere har FC Midtjylland registreret i denne sæsons udgave af Europa League. Det er flest af alle klubber overhovedet, og man må bare lette på hatten for det, de laver i Herning. Sisto, Isaksen, Dyhr, Sviatchenko og Lind er bare nogle af de navne, der er fra klubbens egne rækker. Det er imponerende arbejde, og især når det også er dem, der præsterer på den europæiske scene.

'En lille finale'. Det var, hvad cheftræner Bo Henriksen kaldte det forud for torsdagens opgør, hvor alt andet end en sejr ville gøre mulighederne for at gå videre fra gruppespillet yderst minimale for midtjyderne. De firdobbelte serbiske mestre var samtidig hårdt ramt af både skader og corona-tilfælde hos flere profiler, og derfor er det også rystende, at de ikke formår at konvertere det gode spil til tre point. Røde Stjerne skulle bruge én chance, og så var FCM sendt til tælling. De lever fortsat, men det ser ualmindeligt svært ud nu.