I en forrygende, medrivende og dramatisk kamp tog overtog AGF Superligaens andenplads efter en imponerende 4-2-udesejr over FC København.

AGF kom foran 2-0 på scoringer af Kevin Diks og Jakob Ankersen. Eks-AGF'eren Jens Stage reducerede for hjemmeholdet inden pausen.

10 minutter inde i anden halvleg bankede Casper Højer gæsterne på 3-1. Jonas Wind bragte spændingen tilbage med en straffesparksscoring. Men Patrick Mortensen cementerede den aarhusianske triumf med 4-2-scoringen et kvarter før tid.

Herunder kan du se, hvordan B.T.s udsendte vurderede indsatsen fra de to hold – samt et bud på tre ting, vi lærte.


Karakter: 9

Hvilken eventyrlig udvikling for Casper Højer! Blev i sin tid vejet og fundet for let i FCK's ungdomsafdeling. Men søndag aften tog han sin hævn i Parken – med to assists og et langskudsmål fra 30 meters afstand! Han understregede i den grad, at FCK tog fejl, og at han p.t. er Superligaens suverænt bedste venstreback. Mon ikke at FCK-legenden Lars Højers søn kigger ind i et efterår med udlandsskifte og landsholdsdebut?


Karakter: 3

Der er godt nok ikke meget Roberto Carlos eller Marcelo over FCK's sydamerikanske back, Guillermo Varela. Han må være den mindst eventyrlystne back i den hvide trøje i mange år. Varela valgte konsekvent den sikre og ufarlige løsning hver gang, han modtog bolden. Det vinder man ikke mange fans på – og uruguayaneren fik da også hurtigt hjemmepublikummet på nakken. Der var flere FCK-kandidater, men forsigtige Varela får 'dagens flop'.

FC København (4-4-2)

Karl-Johan Johnsson 4
Guillermo Varela (ud, 60.) 3
Pierre Bengtsson (ud, 77.) 5
Andreas Bjelland 5
Victor Nelsson 6
Carlos Zeca 7
Rasmus Falk (ud, 77.) 5
Mohammed Daramy 5
Jens Stage (ud 60.) 4
Jonas Wind 7
Mikkel Kaufmann (ud, 60.) 5

Ind

Karlo Bartolec (ind, 60.) 7
Robert Mudrazija (ind, 60.) 6
Sotiris Papagiannopoulos (ind, 60.) 5
Bryan Oviedo (ind, 77.) ub
Pep Biel (ind, 77.) ub

AGF (4-4-2)

William Eskelinen 6
Casper Højer Nielsen 9
Kevin Diks (ud. 81) 8
Frederik Tingager 8
Sebastian Hausner 8
Nicolai Poulsen 7
Benjamin Hvidt (ud, 90.) 7
Jakob Ankersen (ud, 81.) 8
Jon Dagur Thorsteinsson (ud, 70.) 6
Bror Blume (ud, 81.) 6
Patrick Mortensen 8

Ind

Mustapha Bundu (ind, 70.) 6
Alexander Munksgaard (ind, 81.) ub
Nicklas Helenius (ind, 81.) ub
Gift Links (ind, 81.) ub
Albert Grønbæk (ind, 90.) ub

De var ikke kommet for at danse ...

... de var kommet for at slås, AGF'erne! Der var ingen respekt for de afgående mestre, der fik smagt aarhusiansk 'kødmad' fra sekund ét af. Dommeren havde kun lige fløjtet op, da Benjamin Hvidt NFL-tacklede Rasmus Falk i grønsværen. Inden for de første 10 minutter, havde aarhusianerne lavet omkring 15 frispark. Taktikken virkede, for det gik tydeligvis FCK'erne på.

Det må give Ståle grå hå...rynker i panden

Okay, offensivprofilerne Viktor Fischer og Dame N'Doye er ukampdygtige. Men det må alligevel grave plovfure-dybe rynker i panden, hvor lidt offensivt brugbart, der kom ud af FCK'erne i kampens første time. Alt for meget hviler på 18-årige Mohammed Daramys unge skuldre. Der er næsten ingen hjælp fra backerne – og de to startende angribere, Jonas Wind og Mikkel Kaufmann, løb konstant de samme steder hen. Mon ikke der står 'et par kreative kantspillere' på Solbakkens sommertransfer-ønskeseddel?

Var det nu klogt, AGF?

AGF hentede i lugens løb den serbiske kantspiller Milan Jevtovic til Aarhus: Hvis det er planen, at han skal afløse Jakob Ankersen på den venstrekant, så skal serberen e'ermame stå tidligt op. I aftenens kamp var den snart kontraktløse Ankersen sprudlende, og han har ramt en form, der kan vise sig sølv værd for David Nielsens tropper. Var det nu klogt at kaste pengene efter Jevtovic-pengene – i stedet for at få Ankersen til at sætte krussedulle på en forlængelse?