»Næste år skal Chelsea spille Champions League, det bliver åbenbart uden dig. Måske du skal spille mod Chelsea med Zidanes Real Madrid?«
»Ja, det håber jeg. Ligesom jeg håber på at møde Lille, der også spiller Champions League. Det bliver stort«.
Sådan svarede belgiske Eden Hazard det franske fjernsyn, RMC, efter onsdagens Europa League-finale mellem Chelsea og Arsenal.
Selvom Champions League-finalen spilles på lørdag på Estadio Wanda Metropolitano i Madrid, er det ikke Champions League, der stjæler alle overskrifterne. I de spanske sportsaviser er tonen den samme alle steder. Det er kun et spørgsmål om tid, før Eden Hazard er Real Madrid-spiller.

Det skriver eksempelvis den madrilenske sportsavis Marca, som forklarer, at det kun er Real Madrid og Chelsea, der mangler at opnå en aftale.
I den anden store sportsavis fra Madrid, As, fremgår det også, at Hazards beslutning er truffet og har været det i længere tid.
»I virkeligheden er beslutningen truffet. Det blev den for to uger siden. Men det er klubben, der bestemmer,« siger Eden Harzard.
»Om et par dage ved vi mere, men jeg tror, at det her er et adieu«.
Jeg håber, at han vil forstætte med at vinde trofæer nede i Real Madrid.Cesar Azpilicueta, Chelsea-spiller, om Eden Hazard.
De spanske sider er prydet med billeder af belgieren og artikler, der forklarer hvilken type spiller, der kommer til Real Madrid.
Og selvom det ikke er blevet nævnt offentligt, at han vil til Real Madrid, er der ingen tvivl.
Det er der heller ikke, hvis man spørger Hazards holdkammerat i Chelsea, Cesar Azpilicueta.
»Han har jo en drøm om at spille i Real Madrid. Vi ser, hvad der sker. Fansene elsker ham, fordi han ikke har leget med kubben«.
»Det er en stor chance for ham, og han har været fantastisk for os,« siger Cesar Azpilicueta.
»Jeg håber, at han vil forstætte med at vinde trofæer nede i Real Madrid«.
Eden Hazards 2018-2019 sæson har været yderst vellykket. I alt er det blevet til 21 mål og 17 målgivende afleveringer i 52 kampe.
Han er desuden netop blev kåret til årets Premier League-spiller af fansene.