En ægte vestjyde vender hjem.

B.T. kan afsløre, at det er lykkedes 1. divisionsklubben Esbjerg at overbevise den fortabte søn Jakob Ankersen om at komme tilbage til dér, hvor det hele begyndte, og hjælpe barndomsklubben tilbage til fordums styrke. OPDATERET: Esbjerg har nu bekræftet aftalen på sin hjemmeside. Læs mere i bunden af artiklen

Jakob Ankersen får tre år i Esbjerg. Det vil sige en kontrakt frem til sommeren 2023.

Kantspilleren har ifølge B.T.s oplysninger sagt nej til flere klubber, ligesom han offentligt gjorde det klart i B.T. for godt en uge siden, at han har afvist tilbuddet fra AGF om en forlængelse, hvorfor han stoppede i den aarhusianske klub efter et år, hvor han blev årets fighter for bronzevinderne.

Jakob Ankersen trækker igen EfBs trøje over hovedet i den kommende sæson.
Jakob Ankersen trækker igen EfBs trøje over hovedet i den kommende sæson. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Årsagen til bruddet for Jakob Ankersen var, at hverken kontraktlængde eller økonomien var tilfredsstillende i AGFs tilbud, og lige præcis de to ting er ifølge B.T.s oplysninger, som han vil have det i Esbjerg, der med et gør ham til en af de mest løntunge i klubben.

Jakob Ankersen er vokset op i byen og spillede i klubben frem til 2015, hvor han skiftede til IFK Göteborg.

Siden gik turen til belgisk fodbold og Zulte Waregem, inden AGF hentede ham for tre år.

Nu slutter ringen, og Esbjerg har dermed sikret sig en væsentlig forstærkning i kampen om oprykning til Superligaen.

Til Esbjergs hjemmeside forklarer Jakob Ankersen, hvorfor han har valgt at vende hjem til klubben på den jyske vestkyst.

»EfB er min klub, og jeg har altid ønsket at komme tilbage og spille, hvor det hele startede, så jeg er selvsagt glad for, at det er lykkes. Når det så er sagt, stiller jeg mig ikke tilfreds med blot at være hjemme igen, og sammen skal vi være ambitiøse omkring den kommende sæson,« lyder det fra midtbanespilleren.

Også i Esbjerg-klubben er man tilfredse med aftalen.

»Det er en spiller fra øverste hylde, og han passer perfekt ind i den måde, vi spiller fodbold på. Det handler om power og hårdt arbejde, og Ankersen matcher godt ind i de rammer, så jeg er ikke i tvivl om, at han bliver et vigtigt offensivt våben for os i de kommende sæsoner,« siger sportschef Jimmi Nagel Jacobsen:

»Samtidig er det en moden spiller i sin bedste alder, der vender hjem og er klar til at tage ansvar i en trup med mange unge, talentfulde spillere. Jakob har netop leveret en rigtig flot sæson, og har utvivlsomt haft muligheder på et højere niveau, men han er motiveret for projektet i EfB om at vende tilbage til Superligaen næste sommer.«