Det er sjældent, jeg ikke ser fodboldkampe til ende.

Det er også sjældent, at fodboldkampe påvirker mit humør. Men onsdag aften var anderledes, hvor det ramte mig at se FC Barcelona vakle rundt som en middelmådig, fodboldmæssig ligegyldighed, blottet for enhver form for stråleglans. Det var faktisk smertefuldt.

Det var såmænd ikke, fordi jeg havde forventet, at FC Barcelona ville være i stand til at besejre Bayern München og dermed gå videre i Champions League. Men indrømmet, jeg nærede nok et eller andet urealistisk håb om et mirakel, skabt af en aura, der ikke længere eksisterer.

Velkommen til virkeligheden, siger jeg bare. For første gang i 17 sæsoner er FC Barcelona ikke at finde i Champions League efter nytår. For Barca blev ydmyget af et hold, der godt nok slet ikke behøvede at vinde, men som nærmest ikke kunne undgå det.

Hvis Bayern München fik lov at vælge frit mellem FC Barcelonas spillere, ville de ikke vælge en eneste. Jo, måske Ter Stegen som reserve for Manuel Neuer. Det var forstemmende.

Her er det væsentligt at pointere, at jeg ikke er fan af FC Barcelona. Jeg holder lige så meget af Real Madrid. Men jeg har en historie med klubben, der med rette kalder sig selv for mes que un club.

FC Barcelona er kort sagt den væsentligste institution i Catalonien, og i de mange sæsoner, jeg var så heldig at kommentere de fleste af klubbens kampe, spillede de den mest fortryllende fodbold, verden endnu har set.

Vis mig et bedre klubhold i historien end Guardiolas Barca i årene fra 2008 til 2011. Barca gennembankede Real Madrid med 5-0 i alletiders Clásico, og Manchester United, datidens store magtfaktor i Premier League, blev udraderet i to ensidige Champions League-finaler.

Barcelonas Samuel Eto'o og hodkammeraterne fejrer Champions League-finale-sejren over Manchester United tilbage i 2009
Barcelonas Samuel Eto'o og hodkammeraterne fejrer Champions League-finale-sejren over Manchester United tilbage i 2009 Foto: CHRISTOPHE SIMON
Vis mere

Set i lyset af forleden aften i München gør det ondt bare at nævne navnene. Men det skal jo til for at forstå deroutens omfang: Victor Valdés. Dani Alves. Gerard Piqué. Carles Puyol. Sergio Busquets. Xavi. Andrés Iniesta. Samuel Eto’o. David Villa. Og selvfølgelig uforlignelige Lionel Messi. Som ingen kunne forestille sig i en anden trøje end Barcas.

Det var ikke rimeligt at forlange, at den slags drømmefodbold kunne vare ved. Men FC Barcelona gik nu ikke ret meget ned i tempo. Barca blev mestre i 2013, 2015, 2017, 2018 og 2019.

Ja, under Luis Enriques lederskab vandt blaugrana såmænd både mesterskabet, Copa del Rey og Champions League i den samme sæson. Med MSN helt i front. Messi. Suárez. Neymar. De scorede, når de gad.

Fra sommeren 2018 kommenterede jeg ikke længere spansk fodbold, så jeg har ikke været førstehåndsvidne til nedturen. Jeg har registreret resultaterne, set en kamp i ny og næ og ladet mig forbløffe over nederlagene mod Roma (0-3), Liverpool (0-4) og Bayern München (2-8) på den europæiske scene.

Men det var først i onsdags, at jeg for alvor forstod, hvor galt det står til. Det var som at se et ældre familiemedlem for første gang i flere år. Du har godt vidst, at vedkommende var syg og var blevet gammel, men det var først, da du så vedkommende, i al sin afglans, at det gik op for dig, at det her, det er ikke bare noget, der går væk. Her hjælper intet quick fix.

Tre af de store navne fra de grandiose Barca-hold er der endnu. Piqué i forsvaret, Busquets på midtbanen og Xavi på trænerbænken. Undervejs i kampen, i et forsøg på at løsrive tankerne fra fortrædelighederne på banen, spurgte jeg mig selv, hvem jeg havde mest ondt af. De to på banen eller ham på sidelinjen.

Jeg spurgte også mig selv, hvor meget de to på banen egentlig var til gavn for ham på sidelinjen. For som Gerard Piqué og Sergio Busquets spillede i onsdags, præcis lige så ubehjælpsomt som deres holdkammerater, kan jeg ikke lade være med at spekulere på, om de to veteraner er en del af problemet eller kan blive en del af en eventuel helbredelse. De er 33 og 34 år gamle, og alderen er ikke gået sporløst hen over dem. Da slet ikke Gerard Piqué.

Ham, jeg kalder for manden på sidelinjen, er selvfølgelig Xavi Hernández, midtbanegeneralen på historiens stærkeste Barcelona-hold. Hvad tænkte den nye træner mon, som han stod der og skuttede sig i nedbøren på det coronatomme stadion?

Barcelonas cheftræner, Xavi Hernandez
Barcelonas cheftræner, Xavi Hernandez Foto: CHRISTOF STACHE
Vis mere

Måske havde han håbet, at hans elskede Barca kunne helbredes ved håndspålæggelse. Men det kan han glemme, og det vidste han nok også godt, inderst inde.

Om ikke andet, så fik han leveret den brutale bekræftelse i onsdags. Måske ønskede han, at han ikke havde sagt ja til det, der nu ligner den sværeste opgave i international fodbold: at genrejse FC Barcelona.

I slutfasen virkede det, som om Bayern skånede Barca. Tyskerne skiftede en række unge reserver ind, og som Thomas Müller næsten undskyldende konstaterede i et interview efter kampen, så kan FC Barcelona ikke længere være med i tempoet på højeste niveau. Det var sagt uden antydningen af malice.

Måske følte han bare den samme tristhed, som jeg selv gjorde?

Andre læser også