Jamen, er dét at være træner for sit eget land ikke det højeste, en fodboldtræner kan nå?

Jo, det ville de fleste nok sige, men hvorfor i alverden skulle Kasper Hjulmand så forlade jobbet som dansk landstræner?

Det er jo rimelige indvendinger i forhold til spekulationerne om, at Danmark kun har Kasper Hjulmand som træner på lånt tid. Men der er bare det ved det, at en landstræner typisk har en glorværdig og forløst tid som klubtræner bag sig.

Han har oplevet suset fra de store klubscener, det daglige pres, det kontinuerlige arbejde med en trup. Alle de ting, der gør et job som træner i en af Europas største ligaer attraktivt. For slet ikke at tale om lønnen, der typisk er langt højere som klubtræner end som landstræner.

Den spanske landstræner, Luis Enrique, har trænet AS Roma og FC Barcelona. Den italienske landstræner, Roberto Mancini, har træner Manchester City og Inter. Den tyske landstræner, Hansi Flick, har trænet Bayern München.

Og sådan kunne jeg blive ved. Det klassiske karriereforløb er, at man bliver landstræner, efter at man har haft en stor karriere som klubtræner. Så har man erfaringen, men måske også et behov for en mindre stresset hverdag. I en landsholdssæson med en slutrunde er der typisk 15-20 kampe. Men i en klubsæson i de store ligaer kan der sagtens være over 50.

Pointen i forhold til Hjulmand er, at han ikke har nogen stor klubkarriere bag sig. Bevares, han er blevet dansk mester med FC Nordsjælland og var også ude at spille Champions League. Men da han skulle prøve kræfter med en klub i en af de store ligaer i Europa, nemlig i Mainz 05 i den tyske Bundesliga, blev han fyret efter godt og vel et halvt års virke.

En af årsagerne var utvivlsomt den skepsis, Hjulmand blev modtaget med. Jamen, kunne denne ukendte dansker overhovedet håndtere et job på så højt et niveau? Det mente Mainz åbenbart ikke, så derfor blev jobbet i Mainz ikke det samme afsæt for Hjulmand til en stor, international trænerkarriere, som det blev for Jürgen Klopp, der kom til Borussia Dortmund og Liverpool. Eller som det blev for Thomas Tuchel, der kom til Dortmund, PSG og Chelsea.

Kasper Hjulmand, da han for nogle år tilbage var cheftræner i tyske Mainz
Kasper Hjulmand, da han for nogle år tilbage var cheftræner i tyske Mainz Foto: RALPH ORLOWSKI
Vis mere

Hjulmand kunne bare rejse hjem igen og begynde forfra i FC Nordsjælland. Jeg skulle kende vores ambitiøse landstræner dårligt, hvis ikke det nager ham. At han så pludselig fik muligheden for at blive landstræner kom som en overraskelse. Både for Hjulmand selv, som han fortæller i bogen 'Fodbolddrømmer', men vel også for så mange andre.

Kredit til DBUs fodbolddirektør, Peter Møller, der som en af de få opfattede Hjulmand som manden, der kunne forløse vores i nogen grad størknede landshold. Nu kan alle se det. Også i det store udland.

Det er det, der er problemet i forhold til vores ønske om at få lov til at beholde Kasper Hjulmand som landstræner de næste ti år. At han qua sit formidable arbejde med det danske landshold er blevet et varmt navn for de udenlandske topklubber.

Da jobbet som manager i engelske Aston Villa blev ledigt i november, skrev de engelske aviser om tre mulige kandidater. Kasper Hjulmand. Steven Gerrard. Thomas Frank. Det gik som bekendt til Steven Gerrard, og jeg aner ikke, om Hjulmand overhovedet blev kontaktet af klubbens danske sportsdirektør, Johan Lange.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Men det er åbenlyst, at Kasper Hjulmand har helt andre muligheder på det internationale fodboldmarked, end før han blev landstræner. Han er kun 49 år gammel og befinder sig således i det, man kunne kalde en mands bedste fodboldtræner-alder.

Lige nu er han en af de største succeshistorier på trænermarkedet. Hans navn kan ikke blive varmere. Selvfølgelig vil han blive fristet, hvis en af de store klubber i Europa henvender sig. Ajax. Dortmund. Arsenal. Real Madrid og FC Barcelona tror jeg trods alt ikke på.

Her vil Kasper Hjulmand kunne opleve alle de samme ting, som han helt åbenlyst er kommet til at holde af i sit arbejde med landsholdet. Ikke mindst suset fra tribunerne.

I en stor udenlandsk klub vil han tilmed kunne opleve det flere gange om ugen. I stedet for en gang om måneden. Han vil også kunne opnå den tilfredsstillelse, det er for en toptræner at arbejde med sine spillere på daglig basis. Hjulmand fortæller jo altid, hvor meget han holder af lige netop dette aspekt ved trænergerningen; det taktiske arbejde med spillerne på træningsbanen. Og sidst, men ikke mindst: Han vil kunne få markant mere i løn.

Så til trods for, at han lige nu har det, der på mange måder må beskrives som mandens drømmejob, kan ambitionerne og lysten til noget endnu større drive Hjulmand videre, før vi aner det.

Det vil chokere mig, hvis ikke Hjulmand tager VM i Qatar med. Men herefter kan jeg sagtens se ham forlade det danske landshold.

Andre læser også