UEFA tog en god beslutning i 2014.
Dengang bestemte det europæiske fodboldforbund nemlig, at vinderen af Europa League automatisk kvalificerede sig til den næste sæsons Champions League.
Øvelsen gik kort og godt ud på at gøre turneringen mere interessant for de store klubber i de store fodboldlande. Det vil sige Tyskland, Italien, Spanien og ikke mindst England.
I England havde Europa League indtil da haft karakter af en international version af Liga Cup’en. Altså en andenrangsturnering, hvor holdene luftede reserverne.
...Redknapp bestemte sig for at sjofle Tottenhams europæiske kampe og sende deciderede reservehold på banen, men sådan er det ikke længere...Morten Bruun
En mand som Tottenhams tidligere manager Harry Redknapp beskrev i 2011 Europa League som en turnering, man hurtigst muligt skulle ud af. 'Hard to get into, even harder to get out of', som den altid slagfærdige Redknapp udtrykte det.
I England er det stadig sådan, at den til enhver tid siddende manager egenhændigt bestemmer, hvilke turneringer der skal satses på, og Redknapp bestemte sig altså for at sjofle Tottenhams europæiske kampe og sende deciderede reservehold på banen.
Men sådan er det ikke længere, og det har Jürgen Klopp faktisk en stor del af æren for. Da han ankom til Liverpool i efteråret 2015 og fik at vide, at det ikke var muligt at satse på Europa League, fordi kampene ligger om torsdagen, altså for tæt på weekenden vigtige kampe, slog tyskeren sin velkendte skoggerlatter op.
Sikke noget vrøvl, erklærede Klopp, som hurtigt indså, at det i Liverpools daværende situation var noget nemmere at komme i Champions League via Europa end via den hjemlige turnering.
I den pågældende sæsons ottendedelsfinale mødtes Liverpool og Manchester United i to magiske opgør, der også var med til at manifestere Europa Leagues status. Her gik begge hold ALL IN i et par fantastiske kampe.
De bliver næppe overgået, tænkte man, men der gik kun få uger, før Liverpool mødte Borussia Dortmund på Anfield i det, der skulle vise sig at blive en af klubbens største kampe nogensinde. Liverpool vandt 4-3, og så var det vist slået fast, at en kamp i Europa League sagtens kunne bære betegnelsen A Big European Night.
Liverpool snublede i finalen mod Sevilla og kvalificerede sig dermed ikke til Champions League, men det gjorde Manchester United til gengæld året efter. Her oplevede man, at José Mourinho nedprioriterede en Premier League-kamp mod Arsenal, fordi den lå mellem to semifinaler i Europa League.
United gik hele vejen og indfriede dermed det minimale sæsonmål for en klub af den kaliber. Nemlig at kvalificere sig til den kommende sæsons Champions League.
...begge klubber går 100 procent efter sejren, men finalen betyder mere for Arsenal end for Chelsea...Morten Bruun
I sæsonen 2017/18 deltog Arsenal for første gang i mere end ti år i Europa League, og det skulle Arsène Wenger lige vænne sig til. I hvert fald ændrede han sit hold på 11 pladser, når han vekslede mellem Premier League og Europa League.
Men det var kun i gruppespillet. Da han først nåede frem til forårets knockout-fase, satte den franske manager anderledes fokus på Europa. Blandt andet med to komplette kampe mod AC Milan.
Arsenal måtte bøje sig i semifinalen mod stærke Atlético Madrid, men denne gang er London-klubben i finalen. Det samme er så en anden London-klub, nemlig Chelsea.
Ingen skal være i tvivl om, at begge klubber går 100 procent efter sejren, men der er heller ikke nogen, der må være i tvivl om, at finalen betyder mere for Arsenal end for Chelsea.
Af den simple grund at Chelsea allerede har kvalificeret sig til næste sæsons Champions League. Det har Arsenal ikke. Den engelske avis The Telegraph har såmænd kaldt opgøret for Arsenals vigtigste kamp i ti år.
Arsenals vigtigste figur i den sammenhæng er den nye manager Unai Emery, der går under tilnavnet Mr. Europa League. Emery vandt turneringen tre gange i træk med Sevilla, og spanierens ankomst har også signaleret et tidligere fokus på Europa League end i sidste sæson. Emery har stillet langt stærkere op i gruppespillet i denne sæson, end Wenger gjorde i forrige sæson.
Det er stadig sådan, at de store hold i Europa League forsøger at ”hutle sig igennem” det indledende gruppespil. Men de er også bare så stærke, at det sagtens kan lade sig gøre. Det er tæt på at være en formsag.
Men når vi når frem til knockoutfasen, bliver attituden ændret. I særdeleshed for de klubber, der ikke har kvalificeret sig til Champions League i forvejen. Derfor er presset i aftenens Europa League finale langt størst på Arsenal.
