Jeg ønsker for alle læsere af denne klumme, at de har oplevet en europæisk aften.

Begrebet er lånt fra det engelske sprog, hvor 'European Nights' henviser til kampene i Europa Cuppenen, der altid afvikles på hverdage og som hovedregel om aftenen.

Det er begivenheder, der er omgærdet af en helt speciel atmosfære. Der er en særlig magi i luften, når man spiller mod nogle andre end dem, man ellers altid møder.

I løbet af de seneste par uger har jeg været tilskuer på to europæiske aftener i det jyske. Først FC Midtjylland mod Røde Stjerne fra den serbiske hovedstad, Beograd.

Randers FCs Stephen Odey i duel med FK Jablonec' Vojtech Kubista (th.)
Randers FCs Stephen Odey i duel med FK Jablonec' Vojtech Kubista (th.) Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Og forleden Randers FC mod den tjekkiske provinsklub FK Jablonec. Jeg vil karakterisere begge oplevelser som lige-ved-og-næsten. Men stadig nogen, der lå ud over det sædvanlige i forhold til Superligaen.

Alene det at sidde tæt ved de serbiske fans på MCH Arena i Herning var mindeværdigt. Den slags passion finder man kun sjældent på et dansk stadion.

Røde Stjerne er ikke, hvad klubben har været, men alene det at se en tidligere vinder af Europa Cuppenen for mesterhold på scenen i Herning var turen værd. FCM spillede en strålende kamp og havde fortjent mere end 1-1.

Samme aura var der ikke over Jablonec, men til gengæld sad jeg efter 70 minutter og frydede mig over, at Randers FC havde afviklet noget nær den perfekte europæiske kamp mod en kompetent, international modstander. Nu endte det hele lige så uforløst som i Herning to uger forinden, eftersom tjekkerne fik udlignet til 2-2 i slutfasen.

Resultaterne af de to kampe er nu heller ikke pointen. Det handler mere om at have været til stede ved begivenheden. Om at have været en del af en europæisk aften med alt, hvad der hører til.

Den europæiske kendingsmelodi, den lokale stadionspeakers problemer med at udtale de fremmede navne, og måske en spiller eller to fra de andre, som man tilfældigvis har hørt om.

For eksempel den 40-årige Tomas Hübschman, der spillede en brugbar kamp for Jablonec på den centrale midtbane. Hübschman har spillet 58 landskampe for Tjekkiet og var med ved EM i 2004.

Sidst, men ikke mindst er der lyset. At ankomme til et stadion, der ligger badet i lys, mens mørket i øvrigt har sænket sig over omgivelserne, vil altid være dragende. Også fordi lysanlæggene på de europæiske fodboldarenaer jo var en simpel forudsætning for, at de europæiske cupturneringer i 1955 kunne se dagens – eller rettere aftenernes – lys.

Stemning på lægterne til Brøndbys kamp mod Rangers på Brøndby Stadion
Stemning på lægterne til Brøndbys kamp mod Rangers på Brøndby Stadion Foto: Martin Sylvest
Vis mere

AGF var det første danske hold, der deltog, og de måtte pænt spille deres hjemmekamp mod franske Stade de Reims i Københavns Idrætspark, fordi der ikke var elektrisk lys på stadion i Aarhus.

I mit arbejde med bogen 'Kampdag' om de danske klubhold har jeg registreret en kolossal stolthed omkring netop de europæiske kampe. At have spillet med i Europa Cuppen får en klub til at ranke ryggen, og rundtomkring i de danske klubhuse og på de danske stadioner finder man utallige billeder og kampplakater fra disse begivenheder.

Brøndby Stadion er det bedste eksempel. Her er loungerne og barerne i det store VIP-område på hovedtribunen alle sammen opkaldt efter europæiske modstandere. Honvéd. Eintracht Frankfurt. Liverpool. Hertha BSC.

Det er opgør, der skiller sig ud. Mærkedage. I løbet af et årti spiller Brøndby måske mod FC København 40 gange, men typisk møder man kun en given europæisk modstander en eneste gang. Var du på stadion mod Schalke? Så skal man vide, hvad det handler om.

Også på de mindre adresser i dansk fodbold viser de europæiske kampe deres magi. Det er for eksempel med til at understrege den særlige humor i Fremad Amager, at man er lykkedes med at vende et skamfuldt nederlag til albanske FC Besa til noget enestående. Fremad Amager røg ud efter 1-1 hjemme og 0-0 ude. Men som amagerkanerne siger: 'Har du hørt om andre klubber, der er ubesejret i Europa?'

I Viborg husker de kampene mod CSKA Moskva. I Vejle drømmer de stadig om møderne med Celtic i 1973. Hvidovre har spillet mod Juventus. B1909, B1913 og OB har mødt Real Madrid. Ja, OB slog dem ovenikøbet ud. B93 vandt engang over Dynamo Dresden.

Og i Esbjerg tænker folk med fryd tilbage på Europa League-kampagnen i 2013-14 med 4-3-sejren over St. Etienne som det fortryllende højdepunkt. Og i min egen klub, Silkeborg, er eksotiske klubnavne som NK Mura, Crusaders og Segesta Sisak blevet en del af klubhistorien. Sådan er det i alle de danske klubber, der har været så heldige (og dygtige) at opleve europæiske aftener.

Jeg så ham ikke lige, men jeg håber da, at Jørgen Rasmussen, den gamle anfører for Randers Freja, var på stadion forleden. Han var nemlig med, da Randers Freja mødte FC Köln for øjnene af 16.155 tilskuere på det gamle Randers Stadion i 1969. Og den kamp taler de stadig om i Randers.

Andre læser også