Gode gamle Holstein Kiel!

Og hold så lige igen med hypen, ik'?

I denne uges barometer får et nordtysk hold et klap på skulderen for at slå Bayern München ud af DFB-pokalen og for i øvrigt altid at stille op til træningskampe i Jylland.

Og så er der nogle Superliga-klubber, der lige skal trække vejret og slappe lidt af, når de præsenterer landsholdsspillere, som overhovedet ikke lever op til de lovprisninger, de bliver markedsført med.

'Krølbens' gamle klub slår Bayern

Jeg frydede mig lidt ekstra, da jeg så, at Holstein Kiel slog selveste Bayern München ud af den tyske pokalturnering. Mange jyske klubber har nemlig et specielt forhold til Holstein Kiel, fordi det tyske hold gennem årene har spillet masser af træningskampe i Danmark. Også i Silkeborg.

Kiel var ikke for store til at komme til Danmark og spille ude på bane 7 en iskold dag i slutningen af januar. Og for nu at brede begivenheden yderligere ud, så hele landet kan deltage i min glæde over Holstein Kiels sensationelle sejr, kan jeg fortælle, at Danmarks legendariske landsholdsspiller Sophus 'Krølben' Nielsen spillede for klubben i 1910.

Krølben scorede engang 10 mål i en landskamp mod Frankrig, og i Holstein Kiel er han noteret for 72 mål i kun 18 kampe. Markeringerne var nok lidt løsere dengang, men alligevel.

Hold igen med hypen

Jeg har selv været pressemand i en Superliga-klub. Så jeg forstår godt mekanismerne. Men nogle gange skulle Superliga-klubberne måske hold en anelse igen med hypen.

For når spillere med mange landskampe for store fodboldnationer på deres cv lander i en mindre klub i Superligaen, så er det jo, fordi der er noget galt. Det viste sig også hurtigt, at hverken den svenske ekslandsholdsspiller Alexander Milosevic eller den nigerianske VM-stjerne fra 2014 Ogenyi Onazi kunne gøre nogen forskel for Vejle og Sønderjyske.

Milosevic var tung og langsom, mens Onazi kun spillede få minutter. Begge er nu fortid i dansk fodbold. Og ingen af dem kunne bare tilnærmelsesvist leve op til de lovprisninger, de blev markedsført med ved deres ankomst til dansk fodbold.