De røde djævle er jo ikke på rette vej.

Også selv om deres norske manager påstod det stik modsatte efter 0-5-øretæven til Liverpool.

Til gengæld er en anden traditionsklub på rette vej, og det viste den blandt andet i denne uge, hvor den oven på en god stime i ligaen også formåede at sende nogle stærke jyder ud af pokalturneringen.

Det er emnerne i denne uges udgave af Bruuns barometer, som du får lige her:

Hvidovres optur

Hvidovre IF er en af dansk fodbolds mastodonter. Med mesterskaber i 1966, 1973 og 1982 og med legendariske europæiske opgør mod Real Madrid og Juventus. For 15 år siden kulminerede nedturen så med nedrykning til Danmarksserien.

På den baggrund er det en stor glæde at se, hvor godt Hvidovre IF igen klarer sig. Holdet ligger i toppen af 1. division og er i kvartfinalen i pokalturneringen. Med et lille budget og med et hold styret af den 38-årige supertekniker og bevægelsesøkonom Kim Aabech.

Per Frandsen er træner på femte sæson, mens blæksprutten på kontoret er salgs- og sportschef Peter Lassen. Den gamle måltyv klarer alt lige fra salg af sponsorater til at trykke trøjer. Opturen rækker næppe til oprykning, men mindre kan gøre det i den gamle storklub.

Træk dig nu, Solskjær

NUL-FEM efter 50 minutter! Man skulle jo tro, der var tale om en ungdomskamp. Men det var såmænd resultatet af storkampen mellem Manchester United og Liverpool efter fem minutters spil af anden halvleg.

Den evigt omdiskuterede United-manager, Ole Gunnar Solskjær, lignede en pryglet hund på Old Traffords sidelinje, mens han så sit hold falde fra hinanden. Den vellidte nordmand holdt dog efter kampen desperat fast i, at hans hold var på rette vej, men det er det jo ikke.

Hvis Ole Gunnar Solskjær vil fastholde sin legendestatus i Manchester United og hjælpe sin elskede klub, så bør han tage konsekvensen og træde tilbage. Det ville være både forståeligt og stilfuldt. Jeg holder selv med Manchester United og ville have stor respekt for en sådan beslutning.