Der blev sendt mange overraskende blikke rundt i Danmark, da Martin Braithwaite i starten af 2020 blev præsenteret i FC Barcelona.

Knap to år efter er Braithwaite stadig er i klubben, men der er lagt op til nye tider i Catalonien.

Ronald Koeman er fyret og en ny træner på vej. Ifølge spanske medier er det blot et spørgsmål om tid, inden klublegenden Xavi er præsenteret som ny træner efter den upopulære hollænder.

Om nogen bør Xavi være lig med den dansende, tiki-taka-fodbold. En form for fodbold, stærke og dynamiske Martin Braithwaite ikke altid har praktiseret.

Spørgsmålet er derfor, om Braithwaites tid i FC Barcelona nærmer sig enden med ansættelsen af Xavi? Ikke nødvendigvis, lyder svaret fra den spanske fodboldekspert for TV3 Sport, Luna Christofi.

»Jeg tror ikke, at Martin ryster i bukserne. Det virker han heller ikke til at være typen, der gør, og det tror jeg heller ikke, at der er nogen grund til.«

Alejandro Garcia

»Jeg tror, at livet går videre, og at der ikke kommer til at ske så meget,« siger hun.

Grunden, til at Christofi ikke tror, at en ny trænersituation kommer til at rykke synderligt ved Braithwaites situation, er enkel.

»Uanset hvem der bliver træner nu, er det ikke en træner, der kommer ind og får et stort økonomisk råderum. Der er ingen penge, og det er ikke sådan, at han kan komme ind og udpege, at han vil have ham og ham og af med ham og ham.«

»Det han har nu, er dét han har. Det er den bruttotrup, de har at arbejde med lige nu, og så kan han se, hvor lang tid deres kontrakter kører – and that's it,« siger hun.

Ud over det økonomiske aspekt mener Christofi heller ikke, at det faktum, at Braithwaite i manges øjne ikke er en typisk Barcelona-spiller, kommer til at blive udslagsgivende.

»Jeg ved godt, at man snakker meget om, at han ikke er en klassisk FC Barcelona-spiller i tiki-taka, 4-3-3 og så videre, men han er jo en glimrende spiller til en plan B.«

»Og han har jo gjort det godt. Man kan jo sige, hvad man vil, men han har jo rent faktisk gjort det godt. Jeg tænker, at han helt sikkert har en plads i den FC Barcelona-trup, der er lige nu.«

Dertil understreger Christofi, at Braithwaites situation højst sandsynligt ikke er den første, som en ny træner vil kaste sig over, da der er så mange andre ting, der skal være styr på.

I øjeblikket er Braithwaite ukampdygtig, da han sidder ude med en skade.