Brøndby IF sikrede sig en plads i Europa League-playoffkampen med en 2-0-sejr over OB.

Her er tre ting, vi lærte fra Europa-braget mellem Brøndby og OB i Odense.

Endnu en misset træner-deadline?

Først lød det fra bestyrelsesformand, Jan Bech Andersen, at skæringsdatoen for ansættelsen af den kommende cheftræner hed den 1. maj. Det blev efterfølgende ændret til 'før pokalfinalen'. Men i forbindelse med pokalfinalen lød det så, at træneren ville være på plads inden denne uges slutning. Men det lugter af endnu en misset deadline. Som B.T. hørte det i korridorerne under Odense Stadion, så har Brøndby nemlig ingen planer om at præsentere en træner søndag. I øvrigt florerer der på sociale medier et billede af U21-landstræner Niels Frederiksen foran hovedindgangen til Brøndby Stadion - Brøndby forklarede lørdag til B.T., at han blot havde været på besøg i forbindelse med 'U21-landsholds EM-forberedelser'. Det kan man så vælge at tro på eller ej.

Foto: Claus Fisker
Vis mere

En slumrende kæmpe er vækket

At gå til fodbold i Odense har i den seneste håndfuld sæsoner været omtrent lige så underholdende som botanikkurser og budgetmøder i banken. Men der er sket noget i eventyr-byen i dette halvår. Én af Danmarks store er vågnet op til dåd. Det kulminerede lørdag, hvor over 14.000 tilskuere skabte en forrygende ramme om Europa-braget. Romerlys, konfettibrag og røgtifo gjorde, at man kunne blive i tvivl om, hvorvidt man var i Bolbro eller til et flammende og hadsk Beograd-lokalbrag. Lad os håbe, fynboerne holder ved - trods lørdagens brutale skæbne.

Foto: Claus Fisker
Vis mere

Odense kogte af raseri

Det var én af de kampe, der gjorde forskellen på succes og fiasko. Og nerver og følelser sad uden på tøjet hos samtlige 14.246, der var samlet til fodbold i Odense. Det fik dommer Mads-Kristoffer Kristoffersen i den grad at mærke. Han overså en offside ved Brøndbys 1-0-mål, og derfra havde han et nødesløst blåhvidt tilskuerhav på nakken. 'Du er og bliver et Brøndby-svin', gjaldede ubarmhjertigt ned mod den 36-årige Horsens-dommer ved hver eneste kendelse i Brøndbys favør - og var med til at gøre affæren særdeles ondskabsfuld.

Kamil Wilczek (Brøndby - 20) scorer et yderst tvivlsomt mål. Her dommer Mads-Kristoffer Kristoffersen. Superliga Fodbold Odense Boldklub mod Brøndby IF. Nature Energy Park. Lørdag den den 25 maj 2019.. (Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix)
Kamil Wilczek (Brøndby - 20) scorer et yderst tvivlsomt mål. Her dommer Mads-Kristoffer Kristoffersen. Superliga Fodbold Odense Boldklub mod Brøndby IF. Nature Energy Park. Lørdag den den 25 maj 2019.. (Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix) Foto: Claus Fisker
Vis mere