Christian Nørgaard er savnet i Brøndby.

Det har Brøndby-træner Alexander Zorniger aldrig lagt skjul på, og for mange har den 24-årige midtbanespillers Fiorentina-skifte været en af de bedste forklaringer på de blå-gules forvandling fra guldkandidater til midterhold.

Men selvom det er flatterende, mener Christian Nørgaard ikke, at Brøndby længere kan bruge det som undskyldning.

»Det vidner om, at jeg havde kæmpet mig til en plads og fået noget Brøndby-dna ind i blodet. Det synes jeg godt, at man kan være stolt af. Nu er der gået lang nok tid til, at de ikke behøver bruge den som undskyldning mere. Nu må de godt få styr på det derude (smiler). Men når man fjerner Rønnow, mig og Pukki, som har været der i lang tid og kendt spillestilen ud og ind, skal der også opbygges noget. Nu vender det igen efter hjemmesejren mod AGF,« siger Christian Nørgaard.

Christian Nørgaard jubler efter en sejr over FCK i januar.
Christian Nørgaard jubler efter en sejr over FCK i januar. Liselotte Sabroe

Den defensive midtbanespiller har selv været igennem en hård åbning på sin Fiorentina-karriere, hvor det ikke er blevet til voldsomt meget spilletid. Og mens det har stået på, har han altså kunnet se sine tidligere holdkammerater i store problemer.

Og han ser det. Det hele. Christian Nørgaard følger nemlig stadig med i Brøndby, og specielt det sene nederlag til FC København fik det til at vende sig i maven på Christian Nørgaard.

»Det har været tough. Meget tough. Jeg har selvfølgelig set alle kampe, og jeg føler meget med klubben i den her periode. Det har også bare været stolpe ud. I derbyet scorer FCK i overtiden. Ja, man kan sidde og få lidt kvalme, når man sidder og ser det. Det gjorde jeg i hvert fald. Den er hård. Jeg savner klubben ekstremt meget og fansene. Det var nogle specielle år her til sidst,« siger Christian Nørgaard, der stadig har venner i klubben.

»Jeg har masser af kontakt med især Lasse Vigen, som er min rigtig gode ven. Jeg snakker meget med dem, og der er ikke nogen dårlig stemning mellem mig eller nogen fra Brøndby.«