Brian Laudrup er ikke i tvivl.

»Du kan sige, at deres liv bliver aldrig helt det samme. Det ved jeg fra den bedste af mine egne personlige oplevelser.«

Sådan lyder det fra den danske landsholdsstjerne i en klumme for Daily Mail. Anledningen er, at Rangers søndag vandt mesterskabet efter en tørke på ti år.

Mesterskabet kom i hus, da ærkerivalerne Celtic måtte nøjes med ét point mod Dundee United, og at et mesterskab i den skotske storklub betyder meget, kan Brian Laudrup skrive under på.

»Efter næsten et kvart århundrede efter ni-i-træk vil Rangers-fans verden over stadig tale med mig om det. Det gør mig ydmyg at vide, man var en del af noget så stort. Nu har Ibrox-klassen fra 2021 skrevet en ny historie, der vil blive fortalt i mange år og årtier,« lyder det fra Brian Laudrup om klubben, der siden 2018 har haft Steven Gerrard i spidsen.

Det var ham, der for omkring 24 år siden satte hovedet på et indlæg, headede i mål og sikrede klubben det niende mesterskab i træk, og han får den dag i dag stadig beskeder om det på Instagram, fortæller han.

Den danske stjerne spår desuden, at dette kun er begyndelsen på en ny Rangers-æra, og at det kan blive til endnu flere trofæer i nærmeste fremtid.

Lige nu gælder det dog om at nyde, at klubben nu kan prale med 55 titler.

Brian Laudrup i aktion for Rangers.
Brian Laudrup i aktion for Rangers. Foto: HENNING BAGGER
Vis mere

»Jeg er ikke bange for at indrømme, jeg blev lidt rørt, da det stod helt klart søndag eftermiddag. Jeg er sikker på, jeg taler på vegne af mange tidligere og ekstatiske spillere, når jeg siger, jeg kunne mærke det i maven og i hjertet. Vi vidste alle, det ville komme. Bare ikke hvornår,« lyder ordene fra Brian Laudrup, der ikke tøver med at sige, at det nuværende Rangers-hold bliver historisk.

Samtidig roser han også Steven Gerrard, som han aldrig har mødt, men som er manden, der har fået det hele til at gå op i en højere enhed.

Det har krævet hårdt arbejde at nå til mesterskabet, og han har virkelig bevist sit værd, mener den tidligere danske landsholdsspiller.

»Han er allerede en legende hos Liverpools fans, og han fortjener at blive beundret, som han nu vil blive det af Glasgows blå halvdel,« siger Laudrup.