Claus Bretton-Meyer er færdig som direktør i Dansk Boldspil-Union (DBU).

Det meddeler DBU tirsdag formiddag.

'Det sker efter en beslutning i DBU's bestyrelse, der ønsker en ny og anderledes profil som direktør for det største specialforbund i Danmark,' lyder det i en pressemeddelelse.

Claus Bretton-Meyer har været direktør i Dansk Boldspil-Union i fem år, hvor han har været med til at gennemføre 'historiske reformer, struktur-ændringer og ny strategi', men nu skal der altså en anden person til at føre arbejdet videre.

Claus Bretton-Meyer er fortid i DBU.
Claus Bretton-Meyer er fortid i DBU. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

»De sidste fem år har vi gennemført historiske politiske reformer med en ny struktur for DBU's bestyrelse og forskellige fagudvalg, en ny kompetence-afklaring mellem DBU, Divisionsforeningen og Lokalunionerne samt længerevarende landsholdsaftaler. Derfor mener vi, at det er tid til en ny ledelsesprofil med fokus på fodbold, kommerciel udvikling samt håndtering af den fremtidige fodboldpolitiske struktur,« siger DBU-formand Jesper Møller.

Det er blandt andet Claus Bretton-Meyer, der har været med til at ansætte landstræner Åge Hareide og assistenttræner Jon Dahl Tomasson - og senest DBU's nye fodbolddirektør, Peter Møller, der over for B.T. Sport ingen kommentarer har til nyheden.

Den nu forhenværende direktør var også manden bag fodboldforbundets nye vision 'En del af noget større'.

Claus Bretton-Meyer har sideløbende også spillet en hovedrolle i de store konflikter med landsholdspillerne om nye overenskomster.

Nu vil DBU-bestyrelsen sætte gang 'i en proces og og beskrivelse af den fremtidige ledelsesstruktur i DBU i løbet af første halvår'. I første omgang bliver den nuværende vicedirektør, Kenneth Reeh, konstitueret som administrerende direktør for DBU.

»DBU og dansk fodbold er i en rivende udvikling og som organisation skal vi hele tiden følge med tiden, når det angår krav til ledelse og organisering. Derfor vil vi have analyseret, hvordan DBU skal ledes i de næste år fremadrettet. Nu får vi visket tavlen ren og giver dermed den nye bestyrelse efter 1. marts næste år mulighed for at sætte retning for DBU’s fremtidige ledelsesstruktur,« siger Jesper Møller.

Claus Bretton-Meyer har selv følgende korte kommentar til sit stop i DBUs direktør-job.

»Fodbold er verdens største sport og at arbejde med den er en fantastisk rejse med mange ildsjæle og gode mennesker. Jeg ønsker at takke medarbejdere, samarbejdspartnere og alle dem, der har været med til at skabe gode resultater de seneste fem år. Held og lykke til den videre rejse,« siger han.