Lørdagens VM-kvalifikationskamp mellem Andorra og England fik fredag en dramatisk optakt.
En brand brød ud i området, hvor de to holds bænke befinder sig. Store flammer og sort røg omgav hurtigt området, der ligger få meter uden for banen.
På direkte tv på Sky Sports kunne man se, hvordan kameraet skiftede væk fra optaktsinterview med en journalist til at vise store flammer, der var ved tv-tårnet og var tæt på spillerboksene.
I udsendelsen kunne man se, at en mand prøvede at bekæmpe flammerne og pludselig var ved at blive fanget i dem. Et stor stykke materiale ryger ned fra branden og er ved at ramme manden, der med nød og næppe får undviget. Du kan se klippet i bunden af artiklen.

Flere britiske journalister har lagt billeder og beskrivelser op af branden på Twitter. Af dem ses det, at brandvæsenet er ankommet for at få flammerne under kontrol, og branden ser ud til at være slukket.
Journalisten John Cross skriver, at kunstgræsset på banen ikke ser ud til at have taget skade af branden. Der er heller ikke meldinger om personskader.
Til gengæld viser flere billeder fra Andorra, at en skærm, der bruges til videogennemsyn med VAR-systemet, er blevet medtaget af branden.
Englands landshold havde trænet på banen tre timer forinden.
VM-kvalifikationskampen spilles efter planen lørdag klokken 20.45. Før kampen topper England kvalifikationsgruppe I med 16 point efter 6 kampe.
Andorra er næstsidst i gruppen med tre point for seks kampe.



