Det startede som et rygte. Men pludselig tog det fart, da 28-årige Martin Braithwaite skiftede til mægtige FC Barcelona.

Et skifte, der er stort. Ikke kun på papiret.

»Hvis man sammenligner – og det skal vi jo til at gøre brandingmæssigt – er han røget op i samme kategori som Christian Eriksen og Kasper Schmeichel, som sidder med de store klubber og har været de store brandambassadører på det danske landshold,« siger Simon Bastiansen, der er brandingekspert, direktør i MKTG Danmark samt sponsorrådgiver.

Han fremhæver, hvordan der i DBU-regi bliver taget billeder af spillerne i grupper. Og her er Simon Bastiansen ikke i tvivl om, at Martin Braitwaite med signaturen på Barcelona-kontrakten er røget op i kategori et.

Martin Braithewaite er med Barcelona-kontrakten kommet i samme kategori som Christian Eriksen (th.) og Kasper Schmeichel.
Martin Braithewaite er med Barcelona-kontrakten kommet i samme kategori som Christian Eriksen (th.) og Kasper Schmeichel. Foto: GEOFF CADDICK
Vis mere

»Alle de positive ting – Barcelona som klub, det er en af verdens bedste, deres fanbase og så videre – smitter selvfølgelig af på Martin Braithwaite lige med det samme. Det får selvfølgelig hans brandingpris til at stige ret markant,« siger Simon Bastiansen om danskeren, der lørdag fik debut i Barcelona-trøjen.

Et andet sted, Martin Braithwaite er steget, er i antal følgere på de sociale medier. Det afslører et kig på hans Instagram-konto. Tirsdag i sidste uge havde landsholdsangriberen 'blot' omkring 34.000 følgere. Torsdag blev skiftet til det spanske storhold en realitet, og herfra har det for alvor taget fart. I skrivende stund lyder tallet på 323.000 følgere.

»Jo flere der følger ham, jo større værdi har han selvfølgelig også. Det gør det igennem medier, presse og tv. Det er et kvantespring og kæmpe boost til ham selv som person, men også til dem, der er rundt om ham – blandt andet landsholdet,« siger Simon Bastiansen.

Han understreger dog, at tallet ikke er vildt set fra et globalt perspektiv, men så længe Martin Braithwaite spiller i FC Barcelona, vil tallet stige.

Martin Braithwaite blev skiftet ind lørdag mod Eibar.
Martin Braithwaite blev skiftet ind lørdag mod Eibar. Foto: ALBERT GEA
Vis mere

Det skyldes, at interessen ikke kun kommer fra danske fans og fodboldelskere. Også de spanske fans vil følge med, ligesom Martin Braithwaite nok også kan regne med interesse fra Sydamerika, der har spansktalende lande, spår eksperten. Og den store opmærksomhed er noget, der forpligter.

»Jeg ved ikke, hvor meget han lige nu tænker over det. Han er faktisk blevet et internationalt brand, men det finder han meget snart ud af. Han kan jo se med egne øjne, at det er eksploderet på de sociale medier. Han skal pludselig lige til at tænke sig lidt om – hvad han putter på de sociale medier, for det er også en vej at bruge sin identitet og sit brand på,« siger Simon Bastiansen.

Og adspugt, om Martin Braithwaite, hvis debutkamp var den næstmest sete La Liga-kamp hos TV 2, siden de i 2019 overtog rettighederne til visse spanske kampe, skriver sig ind som en af de største danske fodboldstjerner med skiftet, er Simon Bastiansen ikke i tvivl.

»Ja. Det behøver vi ikke pakke ind, for det klubskifte har 'rykket' magtbalancen, om man vil, på landsholdet. Jeg ved godt, de nok på landsholdet stadig vil sige, at det er Martin fra Esbjerg, det er ikke det, men hvis du spørger sponsorerne, DBU og den kommercielle afdeling, er de nok svært tilfredse med det klubskifte,« siger brandingeksperten.