Forestil dig, at man kan købe tapet med Lionel Messi, Suarez, Antoine Griezmann..... og så din søn.

Det er sådan, det er nu for Heidi Braithwaite, der mærker en øget opmærksomhed omkring både hendes familie og især sønnen. Den danske angriber, der spiller for FC Barcelona.

»Det kan være svært, for Martin er jo bare Martin, uanset hvor han spiller. Folk siger 'wow, I har en søn, der spiller i Barcelona, det er helt vildt'. Jeg snakkede med en forleden om, at det nok mere er folk udefra, der synes, det er vildt. Martin er jo bare vores søn.«

Sådan fortæller Heidi Braithwaite i kølvandet på, at Martin Braithwaite lørdag aften scorede sit første mål for den spanske storklub, da han sendte bolden i kassen til 2-0 mod Mallorca.

Martin Braithwaite scorede lørdag aften sit første mål for FC Barcelona.
Martin Braithwaite scorede lørdag aften sit første mål for FC Barcelona. Foto: ALBERT GEA
Vis mere

Et stort øjeblik, ikke kun for ham, men også for familien, der troligt fulgte med hjemme fra stuen i Esbjerg.

»Det var super fedt. Vi sprang jo op af sofaen og stolene og råbte og skreg. Det var glæden på hans vegne. Vi ønsker alle vores børn det godt. Det med at få scoret det første mål kan være det, der hjælper en videre. Det var dejligt for ham. Det var bare så fedt. Vi havde sagt, han ville score i dag, så det gjorde han også,« siger Heidi Braithwaite, der tror på mål fra sønnens støvler hver gang.

Hun og familien måtte dog lige holde vejret et øjeblik. For målet blev ikke godkendt med det samme, da VAR lige skulle se det igennem. Og var kendelsen gået den anden vej og målet dermed annulleret, havde det ærgret familien meget.

»Vi sagde, at det ikke kunne passe, medmindre der var hånd på. Man tænkte, 'det ville være unfair, hvis det blev taget fra ham',« fortæller Heidi Braithwaite.

Martin Braithwaite skiftede for få måneder siden til FC Barcelona.
Martin Braithwaite skiftede for få måneder siden til FC Barcelona. Foto: ALBERT GEA
Vis mere

Selv har det i spanske medier lydt, at Martin Braithwaite var 'i chok', og derfor fik han ikke jublet over scoringen. Han havde dog efterfølgende tid til sin stolte familie hjemme i Danmark.

»Han ringede. Han var glad, og det var dejligt. Han er meget kritisk over for sig selv og er hurtigt videre til næste. Jeg tror, han er så fokuseret, at han tænker 'okay, vi scorede', og så vil han gerne score en mere. Han vil hele tiden gerne opnå og gøre mere, og derfor arbejder han også så hårdt,« fortæller Heidi Braithwaite.

Hun og familien ser alle kampene, og de kommer også til at sidde foran fjernsynet tirsdag aften klokken 22.00, når Martin Braithwaite møder sin gamle klub Leganés. Så må det koste en smule på søvnkontoen i det jyske hjem.

»Den skal vi hundrede procent se. Det kan ikke blive for sent. Det er fuldstændig ligemeget,« griner Heidi Braithwaite.