Der var meget, Martin Braithwaite ikke kunne fortælle sin hustru, Anne-Laure.

»Hun undrede sig og troede næsten, at jeg havde en elskerinde,« fortæller han.

Den danske landsholdspiller sætter over for The Guardian ord på perioden op til den næsten sensationelle transfer til FC Barcelona for få måneder siden. Her foregik der mange ting, som han ikke umiddelbart kunne dele med sin dengang højgravide hustru.

»Hun havde på fornemmelsen, at der foregik noget, fordi jeg fik mange telefonopkald og sneg mig ud, selv om det var koldt udenfor,« siger Martin Braithwaite:

»Og den aften, jeg sagde: 'Jeg skal fortælle dig noget', sagde hun: 'Jeg ved, hvad du vil sige'. Det var den dag, alt kom frem. Min telefon blev bombarderet hele dagen. Jeg tænkte 'oh shit'. Det var det samme med hendes telefon.«

Derfor var Anne-Laure Braithwaite ikke just overrasket, da han endelig besluttede sig for at fortælle sandheden.

»Jeg var skuffet over, at jeg ikke fik en chok-reaktion, men hun var virkelig glad, og hun forstod, hvorfor jeg ikke havde fortalt hende det,« siger Martin Braithwaite, der netop er blevet 29 år. Her kan du læse alt om, hvordan den store transfer kom i stand

Den danske fodboldspiller nåede dog kun at spille med i tre kampe, inden coronapandemien lukkede alt fodbold ned.

Martin Braithwaite har skrevet en femårig kontrakt med FC Barcelona.
Martin Braithwaite har skrevet en femårig kontrakt med FC Barcelona. Foto: JOSEP LAGO
Vis mere

Nu er FC Barcelona-spillerne dog igen i fuld gang med træningen frem mod den forestående genstart af La Liga.

I interviewet med The Guardian fortæller den danske angriber, at han ved de daglige sessioner stiller et væld af spørgsmål til holdkammeraterne, eksempelvis Luis Suarez, for at blive en bedre fodboldspiller. Det bliver i øvrigt bekræftet af FC Barcelonas trænerstab, der 'sjældent har haft en fodboldspiller, der stiller så mange spørgsmål'.

»Jeg stiller spørgsmål. Jeg lærer. Den viden, de her spillere har, er uvurderlig. Jeg ser ikke mig selv som anderledes, men jeg er nysgerrig. Jeg vil lære, tænke anderledes om spillet: Mentalt og teknisk,« forklarer Martin Braithwaite.

FC Barcelona spiller den første kamp efter coronapausen på lørdag, hvor modstanderen er Mallorca.