Sikke en drømmedebut til Martin Braithwaite!

I de 20 minutter plus tillægstid, det blev til i hans første kamp i Barcelona-trøjen, fik han lavet et oplæg og havde en stor aktie i det sidste mål til slutresultatet 5-0 mod Eibar.

Efter et Messi-show i første halvleg gik storklubben i stå med målene ved stillingen 3-0, indtil Martin Brithwaite kom på banen og skabte yderligere begejstring op Camp Nou.

For mod slutningen af kampen tæmmede han bolden med brystet, satte sin modstander og lagde bolden til rette for Lionel Messi, der scorede til 4-0. Og kort efter bankede danskeren bolden på mål, men målmanden kunne kun halvklare afslutningen, og så scorede Arthur let.

»Det var fantastisk. Det er noget, jeg har ventet rigtig længe på. Der har været en masse cirkus omkring det her, men det er ikke det, der har betydet noget for mig. Jeg har bare villet træne, så jeg var rigtig glad for at komme i gang i går, og i dag fik jeg lov at spille den første kamp, hvilket gik rigtig godt. Jeg er utroligt stolt og glad og glæder mig allerede til næste gang,« siger Martin Braithwaite, der fik lykønskninger fra firemålsskytten Messi.

»Han sagde tillykke til mig, han er en god fyr. Jeg kunne mærke på ham, at han vil have, at jeg føler mig godt tilpas, og han prøvede at finde mig med nogle pasninger. Han er en fantastisk spiller.«

De færreste vil glemme denne debut fra den 28-årig dansker, der nok beholder sin trøje for sig selv.

»Jeg tror ikke, at jeg skal vaske trøjen efter at have fået et kram af Messi. Nej, helt ærligt - jeg er glad for at være her, og det var fantastisk, at jeg kunne lave en assist i dag,« siger angriberen, som selv var tæt på at score med få minutter tilbage af kampen.

»Jeg var meget tæt på. Jeg blev ved med at presse på. Jeg er glad på hans vegne (Arthur, red), og jeg ved, at jeg kommer til at score mål i fremtiden,« forklarer danskeren, der er faldet rigtig godt til i Barcelona.

»Det føles, som om vi er en stor familie. Jeg ville bare så gerne betale tilbage for deres tillid til mig. Jeg vil bare gerne tage alt det positive med herfra. Det har været en dejlig dag for mig, og jeg er meget glad.«

»At komme ind  og score en masse mål foran sit publikum er det, vi gerne vil. Jeg er bare sindssygt glad for bare at være en del af det her,« forklarer Martin Braithwaite, der kun kan spille kampe i La Liga grundet sit sene skifte fra Leganés. Derfor bliver næste opgave for danskeren El Clasico på næste søndag.