I Madrid sidder Barcelonas senest ankomne spiller, Martin Braithwaite. Med sin familie, der inden for de næste uger bliver forøget med endnu et medlem, når tre bliver til fire sønner.
Alle er de som mange andre verdensborgere isolerede inden for hjemmets begrænsede areal efter coronavirussens mareridt af en march henover kloden.
»Jeg nåede ikke at finde et hus i Barcelona og stod på grænsen til at blive smidt ud af hotellet, da det skulle lukke. Den situation ville jeg ikke stå i, så dagen inden kørte jeg hjem til min familie i Madrid,« siger Martin Braithwaite fra sit hjem i den spanske hovedstad, hvor han for ganske kort tid siden købte hus, fordi det lignede, at fremtiden skulle ligge i Leganés.
Det skulle den ikke, da det overraskende skifte til Barcelona som bekendt pludselig blev en realitet i februar.
Fra første dag som ny kollega til de mange verdensstjerner i Barcelona har danskeren boet på Hotel Sofia klods op ad Camp Nou, men som dagene gik, og coronavirussen fik sit greb om Europa, forsvandt gæsterne en efter en, så luksushotellet blev til et spøgelseshotel. Én gæst var tilbage, kort før de drejede nøglen og låste det hele af – Martin Braithwaite.
»Det var underligt pludselig at være alene på det her fantastiske hotel. Det blev til et spøgelseshotel, og jeg havde i hvert fald klasse-service. Hele hotellets team var til min rådighed, og det var fantastisk at opleve, når det nu skulle være. Køkkenet var rimelig hurtigt, da jeg bestilte mad, lad mig sige det sådan,« lyder det Martin Braithwaite, der tog situationen helt afslappet.
»Vi havde en sidste træning, og så fik vi at vide, at vi nu skulle tage hjem og være isolerede i vores hjem, og jeg var jo på hotel og tænkte, hvad gør jeg her? De spurgte, om jeg kunne få familien til at komme, men det kunne jeg ikke rigtigt, fordi min kone er højgravid.«
»Så jeg var på hotellet, og jeg kunne mærke på personalet, at de nok ville lukke, fordi der ikke rigtigt var nogen, og der blev da også kigget lidt efter mig, når jeg kom ned i lobbyen, men det var nogle gode mennesker. Det var da lidt underligt at være den eneste på hotellet,« pointerer Braithwaite, der tilbage i Madrid har mere tid end nogensinde til at reflektere over ikke bare denne underlige situation, men også den seneste måneds mange overrumplende øjeblikke.
»Jeg har en masse tid, men den forsvinder fra mig hver dag, og jeg ved ikke hvordan. Det er fedt, at man kan bruge så meget tid med familien. Det er jeg taknemlig for,« siger han og uddyber om det faktum, at familien helst ikke skal gå uden for matriklen.
»På en eller anden måde er det meget naturligt og roligt. Der er en masse kærlighed hjemme hos os, og jeg er endelig ikke væk herfra. Vi forsøger bare at være der for hinanden, så vi nyder det,« tilføjer Martin Braithwaite, der selvfølgelig også glæder sig over at kunne hjælpe konen Anne-Laure Louis med de huslige gøremål.
Hun er sat til at føde 20. april.
»Det er fantastisk, at jeg kan være her, mens min kone er gravid. Det bliver en dreng igen, og min kone føler måske, at det nogle gange kan være lidt op ad bakke med så mange drenge, der flyver rundt i huset, men hun er sindssygt glad, og det er vi alle sammen. Børnene glæder sig til at se deres lillebror, og jeg glæder mig til at se min søn. Der er ikke så lang tid tilbage nu,« bemærker esbjergenseren, der i dette nu ikke er bekymret for de overfyldte hospitaler i Spanien, som er det land i verden, der har flest smittetilfælde med over 50.000 ramte corona-patienter.
»Vi er egentlig meget rolige omkring det. Vi er tilknyttet et privathospital, og selvfølgelig er der denne situation, men i sidste ende bruger jeg ikke fokus på det, jeg ikke vil have. Det eneste, jeg bruger tid på, er det, jeg godt kunne tænke mig. Jeg tror på, at det er derfor, tingene plejer at gå, som jeg gerne vil have det, fordi jeg ikke fokuserer på negative ting udefra.«
»Selvfølgelig betyder coronakrisen noget for vores hverdag, for vi kan ikke lave ting sammen uden for vores hjem, vi tager ikke ud og handler, og vi gør en masse ting anderledes, men det er slet ikke sådan, at vi går rundt med alarmklokker på. Overhovedet.«
»Vi mærker det på den måde, at vi lever i et hus, og der er en masse surrealistiske ting ved, at når folk afleverer ting til os, så har de masker og handsker på. Der er en form for distance mellem mennesker, som er lidt underlig, men i sidste ende går vi ikke rundt med frygt. Vi ved, hvordan situationen er, men det berør ikke vores følelser. Vi elsker hinanden og hygger os lige så meget, som vi ville gøre i en anden tid,« slutter Martin Braithwaite, der netop nu befinder sig på et tidspunkt, hvor han er 600 km. fra sin daglige arbejdsplads.
Men sådan er der så meget, der i den seneste måned har syntes næsten uvirkeligt i Martin Braithwaites liv.
