Johanna Fränden undrede sig, da hun så, at der var en dansker i startopstillingen hos FC Barcelona.

'I stedet for Griezmann startede altså Martin Braithwaite, og selv om ingen under danskere succes mere end mig, så var Braithwaite aldrig tænkt som Lionel Messis legekammerat mod en stærk modstander,' lyder det fra den kendte svenske journalist.

Inden hun i sin klumme hos Aftonbladet undrende spørger: 'Så hvordan endte de dér?'

Hun referer selvfølgelig til FC Barcelonas topkamp fredag aften, hvor Sevilla var modstanderen. Her var den svinedyre megastjerne Antoine Griezmann smidt på bænken til fordel for den danske landsholdsspiller.

Og det gik ikke så godt.

Barca spillede uinspireret, Martin Braithwaite havde ikke nogen heldig kamp, hvilket også fremgik her hos B.T., hvor danskerens præstation udløste en beskeden karakter 3 på en skala til 10.

Også i et større persektiv sætter Johanna Fränden spørgsmålstegn ved, hvorfor danskeren, der for få måneder siden vel blev hentet som supersub og angrebsgardering, skal begynde på banen. Fordi superstjernen Lionel Messi efterhånden er blevet 33 år.

'Der kommer snart en post-Leo-tilstand, som catalanerne må begynde at planlægge efter. Det er tvivlsomt, om Martin Braithwaite er den, der skal udfylde hans sko,' skriver den svenske journalist.

Martin Braithwaite forsøger sig tæt under mål mod Sevilla-keeper Tomas Vaclik.
Martin Braithwaite forsøger sig tæt under mål mod Sevilla-keeper Tomas Vaclik. Jose Manuel Vidal

Heller ikke i andre medier var man imponeret af danskeren. Hos Barcelona-mediet Mundo Deportivo får danskeren dårligste karakter af alle, 1, sammen med Antoine Griezmann og Arthur. I Marca lyder det, at han 'havde meget lidt indflydelse i kampen fra venstre fløj'.

Fordi FC Barcelona kun spillede 0-0 mod Sevilla kan Real Madrid nu overtage førstepladsen i ligaen med en sejr på søndag over Real Sociedad.