Martin Braithwaite har netop foretaget et skifte, som selv de fleste professionelle fodboldspillere kun kan drømme om.
Men hvordan kommer det til at gå den 28-årige vestjyde i FC Barcelona?
I denne sæson har han nettet seks gange i La Liga for Leganés og lavet to mål i Copa del Rey. Dertil kan det lægges, at han har scoret i de seneste tre landskampe for Danmark – mod Luxembourg, Gibraltar og Irland.
Spørger man hos bookmakeren Unibet, så forventes der ingen målfest fra danskerens side resten af sæsonen.
»Der er stadig spillere, der står foran Braithwaite i startopstillingen, og desuden er det helt normalt, at man lige skal spilles ind på et hold, før man kommer helt op i omdrejninger. I det lys er 14 kampe ikke ret mange. Derfor er vi også kun forsigtige optimister på Braithwaites vegne,« siger Unibets pressechef, Per Marxen.
Unibet giver således odds 2,00 på, at Martin Braithwaite rammer i alt 10 ligamål eller flere i sæson, mens der bliver givet odds 1,73 på under 9,5 ligamål, som væddemålet hedder.
Dermed vurderer bookmakeren altså, at der er størst chance for, at den 28-årige angriber maksimalt laver tre mål i La Liga resten af sæsonen.
»Han skal nok få både spilletid og scoret mål, for han er jo hentet på grund af et reelt behov og mangel på spillere. Men Barcelona er bare ikke det hold, det var for få sæsoner siden, hvor det kunne skille de små hold ad og scorede fire, fem eller seks mål. Det har også påvirket spillet,« siger Per Marxen.
I forhold til spilletid vurderer Unibet, at der er størst chance for, at Martin Braithwaite maksimalt starter inde i fem ligakampe, hvilket de tilbyder til odds 1,73, mens flere end fem ligastarter giver odds 2,00. Der resterer 14 La Liga-kampe i indeværende sæson for FC Barcelona.
Første kamp for Martin Braithwaite i Barcelona-trøjen kan blive lørdag eftermiddag mod Eibar, der spilles klokken 16.00 på Camp Nou.
Barcelona-træner Quique Setién har udtaget Braithwaite til truppen mod Eibar, og på et pressemøde fredag eftermiddag har han sagt, at han kan komme på banen allerede lørdag.
»Han kommer helt sikkert til at starte inde i nogle kampe. I morgen er måske en smule for tidligt,« siger Quique Setién.