400 spillere og trænere fra seks forskellige lande samlet til fodboldfest i Odense er ikke i tråd med tidens sundhedsmæssige anbefalinger.

Det måtte Odense Boldklub mandag sande.

Derfor har klubben nu valgt at aflyse en stor turnering for U17- og U19-spillere i slutningen af januar.

»Der har længe været håb for, at vi i år kunne vende tilbage med international fodbold i Ådalen, efter vi desværre måtte aflyse Smag & Smil Cup i 2021,« skriver OB i en nyhed på deres hjemmeside.

16 forskellige hold fra ni forskellige klubber skulle have deltaget i klubbens internationale ungdomsturnering i Ådalen i år, der i januar 2021 også blev aflyst på grund af corona.

»De for tiden høje smittetal i Danmark gør desværre, at det heller ikke i år vil være sundhedsmæssigt forsvarligt at gennemføre Smag & Smil Cup,« skriver klubben.

Deltagerne i turneringen havde ellers set frem til at møde flere spændende modstandere. Fra Tyskland skulle klubben Hertha for eksempel deltage. Klubben fører den nordlige U19-Bundesliga i Tyskland.

Tidligere på sæsonen har OB også måttet afvise en »stærk« hollandsk klub, fordi der ikke var plads til flere hold i turneringen. Det oplyser OB på sin hjemmeside i en nyhed fra november 2021.

»Det er sket, selvom vi har været lidt ramt af noget uvished omkring covid-19. Det har gjort, at nogle andre hold har meldt fra, fordi der er en uvished om, hvordan det ser ud med smittetryk og så videre, når vi rammer januar,« skrev klubben dengang.