En gigantisk brøler.

Det var, hvad Lukas Hradecky lavede lørdag i kampen mod Bielefeld.

Den finske målvogter, der har en fortid hos blandt andre Brøndby IF og Esbjerg og i dag spiller for Bayer Leverkusen, modtog i starten af anden halvleg bolden i felden. Selvom der kom en modstander løbende, havde Hradecky både tid og plads til et udspark.

Alligevel endte den ufarlige situation med at gå helt galt, for da den 30-årige finne skulle sende bolden frem, fik han ramt den helt, helt skævt. Hele situationen kan ses i toppen af artiklen.

I stedet for at sende kuglen ud til en holdkammerat, endte han på mærkværdig vis med at sende den i eget net. Og så var der udlignet.

For på det tidspunkt førte Bayer Leverkusen med 1-0 i kampen, inden Lukas Hradecky forærede hjemmeholdet en scoring.

Heldigvis for målmanden endte den store brøler dog ikke med at koste, da Bayer Leverkusen vandt kampen med 2-1.

»I dag var jeg en idiot, så stort tak til Drago - han hjalp mig i dag. Jeg ville cleare bolden, men jeg aner ikke, hvad der skete med mine fødder. I sidste ende var det vigtigste, at vi vandt. Vi viste moral,« sagde Lukas Hradecky til Bayer Leverkusens hjemmeside.

Internettet glemmer dog som bekendt aldrig, og rigtig mange er både under og efter kampen røget til tasterne for at kommentere på det bizarre selvmål.

  • 'Hvordan i alverden lykkedes det for Lukas Hradecky at lave det selvmål?'
  • 'Lukas Hradecky med årets selvmål.'
  • 'Hradecky, Leverkusens keeper har lige scoret det værste selvmål nogensinde. Uden at være under noget pres, har han lige sparket bolden i eget net.'

Sådan lyder blot et udpluk af de mange reaktioner, der er kommet på målet, som Hradecky nok ikke glemmer foreløbigt.

Og han kan nok også godt forvente, at det samme formentlig gælder for fodboldfans rundt omkring, der nok kommer til at dele målet flittigt på de sociale medier.