Nicki Bille er tilbage i dansk fodbold.

Ni måneder efter fyringen i Lyngby Boldklub og en masse efterfølgende ballade, hvor han blandt andet har været døden nær, er den tidligere landsholdsangriber ny spiller i den ambitiøse danmarksserieklub Ishøj IF.

Klubbens sportsdirektør, Murat Kutuk, der har fået Nicki Bille ind i Ishøj IF, slår fast, at han fuldt ud kender til den sagnomspundne Nicki Bille og de risici, der måtte medfølge, men han tror på, at netop Ishøj IF er det rette sted at få Billes fallerede karriere på ret køl igen.

Samtidig understreger Murat Kutuk, at Nicki Bille ikke får en krone for at tørne ud for Ishøj IF, selv om folk tror, at klubben betaler ham millioner.

»Vi er den eneste klub i Danmark, der har turdet tage Nicki Bille ind. Jeg synes, at det er kæmpestort for Nicki Bille, at vi trodser alle advarsler og giver ham chancen for at komme tilbage i fodbolden. Han har jo lukket sig selv fuldstændigt ude,« siger Murat Kutuk og tilføjer:

»Jeg havde en dialog med nogle, som kender ham, og der er ingen tvivl om, at han er en god fodboldspiller, men han er jo såret, og det, synes jeg, blev endnu mere tydeligt, da jeg fik chancen for at snakke med ham. Men han glæder sig til at spille fodbold og viser en masse ydmyghed, som for mig virker troværdigt.«

Murat Kutuk forventer ikke at se Nicki Bille på holdet foreløbig, selv om premieren i Danmarksserien står for døren:

»Han er tyk. Det er ikke en snorlige Nicki Bille, vi har fået. Han er blevet halvrund, så jeg vil skyde på, at hvis han holder den træningsplan, vi har lagt for ham, vil der gå tre til fire uger, før han kan få et indhop. Han kommer ikke bare lige i startopstillingen, for vi har nogle klassespillere.«

»Vi har Christian Offenberg (tidligere anfører for vikarlandsholdet, red.) på toppen, og du kan ikke bare slå ham af. Og han kommer slet ikke på holdet, fordi han hedder Nicki Bille. Han skal spille sig på holdet. Hvis han så holder den plan, vi har lagt, og ikke kommer i problemer igen, tror jeg på, at der er tre-fire gode år i ham endnu.«

Lyngby brændte sidst nallerne på at ansætte ham, hvorfor skulle I lykkes?

»Hans fortid er fortid, jeg skal bruge hans fremtid. Vi kan ikke ændre det, der er sket, men vi kan påvirke det, som vil ske. Derfor har jeg valgt at give ham chancen. Hvis han vil ændre sig, har jeg en masse gode folk i klubben, der er klar til at bistå med hjælp.«

Er du sikker på, at du har gjort dit hjemmearbejde godt nok, for historien viser, at han snakker og agerer på to forskellige måder?

Murat Kutuk ved godt, at han har taget en chance med at få Nicki Bille ind i klubben.
Murat Kutuk ved godt, at han har taget en chance med at få Nicki Bille ind i klubben.
Vis mere

»Der er mennesker til forskel. Der er forskel på rendyrkede danske klubber og vores klub. Vi har nogle rigtigt dygtige folk i klubben, som kan varetage denne her opgave.«

»Jeg har arbejdet med mennesker, der har været dybt kriminelle, i mange, mange år. Jeg ved godt, hvordan vi skal håndtere det her. Så jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi kan få styr på det. Jeg har arbejdet med mennesker, der er 10 gange værre end Nicki.«

»Men Nicki skal selvfølgelig give os mulighed for at gøre det. Det er jo ikke os som klub, der skal bevise over for Nicki eller omverdenen, at vi kan arbejde med ham.«

»Det er ham, der skal ændre sig. Det er ikke os, der skal ud og bevise noget. Han skal bare følge planen, så er det ikke noget problem at sætte ham på plads og få ham tilbage på fodboldbanen.

Men risikerer I som klub ikke en masse, når han ofte siger en ting, men gør noget andet?

»Jo, selvfølgelig risikerer jeg negativ omtale, men dem, som kender os, ved, at vi ikke skal have skylden for, hvis han dummer sig igen. Tværtimod skal han være glad for at få chancen her. Men jeg tror på ham, for han har vist den rette interesse og ydmyghed. Så må tiden vise, om han følger det aftalte.«

Så du føler ikke, at Nicki Bille har fyldt dig med varm luft?

»Nej, han virker meget ærlig. Jeg har ikke fordomme og tror på, hvad han siger. Det kan jeg kun gå ud fra.«

En spiller som ham har tjent mange penge på at spille fodbold. Ud over det fodboldmæssige, hvad kan I så tilbyde ham?

»Vi giver ham ikke en daddel. Folk tror, vi giver ham millioner, men vi giver ham ikke en krone. Måske får vi ham i arbejde, og vi prøver at finde en lejlighed til ham gennem vores netværk, og så prøver vi på at holde ham tæt på os, for de mennesker, han har haft tæt på sig, har ikke været særligt gode for ham. Måske kan vi få ham til at blive en god fodboldspiller igen.«

Der er slet ingen økonomi involveret?

»Vi må ikke skrive kontrakter med nogen som helst, og vi har ikke lovet noget som helst, og det kommer vi aldrig nogensinde til. Vi har et rigtig, rigtig godt setup, for eksempel spiser vi mad sammen efter hver eneste træning, så han er kun kommet hertil på baggrund af fodbold og ikke noget økonomi.«

Kan du ikke godt forstå, hvis folk tænker 'ah, der må være en eller anden form for økonomi i det her'?

»Det er der ikke. Det er ren og skær kærlighed for at få et menneske tilbage på sporet. Jeg tror desuden også, at Nicki har tjent de penge, han skal tjene.«

Men han bruger også mange penge?

»Det tror jeg godt på, men Nicki har udtrykt ønske om at komme tilbage på fodboldbanen. Koste, hvad det vil. Og det vil vi gerne hjælpe ham med. Der er nul kroner i økonomi indblandet i det her.«

I har også tiltrukket andre profiler som Christian Offenberg. Hvordan gør I?

»Vi har fantastiske faciliteter, og så træner vi faktisk kun to gange om ugen, og der er mad til samtlige træninger. Det gør, at nogle af de gode spillere, som ønsker at trappe lidt ned med fodbolden, og som er vant til at træne fire-fem gange, kommer herud og får mere tid til familien, samtidig med de stadig spiller på et højt niveau. Alt bliver serveret på et sølvfad for dem.«

Og så har I også et stærkt bagland?

»Selvfølgelig har vi gode sponsorer, der hjælper til, for at det her skal lykkes. Vi gør også meget for at brande dem. Vi er den første klub i Danmark, der kom på Facebook, og vi er meget, meget aktive på de sociale medier. Vi er lidt klassens frække dreng og er det i vores stil. Selv i Serie 3 havde vi et presserum, og vi havde cheerleaders. Det ser du ikke andre steder i Danmark. Vi har en fest.«

Hvad er jeres ambitioner?

»Jeg vil gerne have et hold, hvor talenter, som ikke har kunnet slå igennem andre steder, ser os som en god mulighed. Vi har ikke nogen pengeinteresser i det her for at ville tjene på salg osv. Og det er ikke nogen hemmelighed, at vi har mange spillere med anden etnicitet i klubben, men det handler det ikke om for os. Men hvis vi også kan hjælpe dem videre i deres liv, er det det, vi gør.«

Men I har vel også sportslige mål om at komme højere op end Danmarksserien?

»Hvis vi kan det, er det det, vi gør. For fire år siden havde vi en 2020-plan om, at vi skulle være et etableret hold i Danmarksserien. Det opnåede vi to år før tid. Så havde vi også nogle andre mål omkring ungdomsfodbold, og alle ting er lykkedes. Så lige om lidt laver vi en ny ambitiøs plan for 2023, og det bliver højst sandsynligt med ambitionen om at blive et tophold i 2. division.«

Og så skal I ud og skrive kontrakter?

»Lige så snart vi kan det, vil situationen blive nemmere for mig. Mit udgangspunkt er, at vi skal blive i rækken, men hvis situationen bliver, at vi ligger i toppen og kan spille med om oprykning, så går vi efter det.«

»Vi er Danmarksseriens svar på Real Madrid. Der sker en masse i vores kampe. Vi har tidligere scoret en masse mål, men vi har også lukket en masse ind, så vi ligner dem en lille smule. Og så er der altid lidt lir omkring vores klub.«

Så I vil lave trøjesalg på Nicki Bille, ligesom vi ser Real Madrid tjene godt på deres stjerner?

»Det vil vi da. Vi har også andre profiler som Saban Özdogan, Andreas Elkjær, Alexander Dige, Kristian Geertsen, Mohamed Azaguoun og Christian Offenberg.«

Hvor stor er opbakningen til holdet?

»Vi havde 200 tilskuere til vores træningskamp forleden. Normalt kommer der omkring de 500. I Danmarksserien er vi helt klart det hold, der har flest tilskuere. Og når vi har indmarch, har vi Fenerbahce- og Galatasaray-sange. Vores gæster skal føle, de kommer på udebane.«

En udebane, hvor Nicki Bille føler sig hjemme. Måske for første gang i lang tid.