»Jeg har oplevet et af de mest forfærdelige øjeblikke i mit liv.«

Sådan sagde den danske landsholdsstjerne Martin Braithwaite, ikke lang tid efter at han sammen med resten af Danmark var efterladt i chok. Christian Eriksens hjerte var stoppet med at slå efter 42 minutter af EM-opgøret mod Finland i Parken, og Braithwaite kan tydeligt huske, hvad han så.

Det fortæller han i første afsnit af dokumentaren 'Historien om Martin Braithwaite', der er lavet af det verdensomspændende fodboldmedie 433.

»Det, der skulle have været det største sportsevent i dansk historie, endte med at blive et mareridt. Det, der skete den aften, chokerede mange mennesker,« fortæller Barcelona-danskeren til kameraet om den forfærdelige og traumatiserende oplevelse, der fandt sted midt på græsset i Parken 12. juni.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Der er et øjeblik, hvor jeg kigger på ham, og han var væk. Når du kigger på en krop, og du kan se, at personen er død, så er du ikke i tvivl. Du ved det med det samme. Det var det, jeg så.«

Herefter følger de billeder, som formentlig er indprentet hos langt de fleste af dem, der så det. Både på stadion og foran skærmene.

Billederne af danske landsholdsspillere i tårer, mens de står i en cirkel om deres ven og holdkammerat, der er i gang med at få hjertebehandling af lægepersonalet.

Lidt uden for cirklen stod Martin Braithwaite med hænderne foldet sammen.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Da jeg så det, begyndte jeg at bede. Jeg følte, at det var det eneste, jeg kunne gøre i det øjeblik. At vende mig mod Gud. Vi havde alle lægerne, der arbejdede, og det billede ønsker jeg ikke, at nogen skal se.«

Christian Eriksen blev genoplivet og har siden meldt ud, at han har det godt efter omstændighederne.

Den danske fodboldstjerne har efter kollapset fået indopereret en hjertestarter, der kan hjælpe ham, hvis et lignende uheld skulle ske i fremtiden.

Netop den hjertestarter kom senest i fokus, da Francesco Braconaro, der er medlem af den tekniske videnskabelige komité i Serie A, udtalte, at Eriksen ikke vil kunne fortsætte sin karriere i sin italienske klub, Inter.

»Christian Eriksen kan ikke få grønt lys til at spille i Italien. Hvis spilleren kan få fjernet hjertestarteren og dermed bekræfte, at patologien kan blive løst, kan han vende tilbage og spille for Inter,« sagde han for nylig i et interview.

Efter nederlag i de to første kampe spillede Danmark sig hele vejen til semifinalen ved årets EM, inden England sendte Kasper Hjulmands drenge ud efter forlænget spilletid.