»50 dage på vandvognen virker en smule uoverskueligt.«

I sin selvbiografi 'Begge sider' fortæller Nicklas Bendtner om sit – til tider problematiske – forhold til alkohol.

Der er alkohol involveret i de fleste af skandalerne i ekslandsholdsspillerens privatliv. Da han kører spirituskørsel i Indre København, da han knalder en taxichauffør ned, da han bliver fotograferet med bukserne nede om anklerne i London.

Eller da han tyller en flaske svinedyr hvidvin umiddelbart efter at være blevet vraget til VM i Rusland.

Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

»Jeg trækker montracheten op. Domaine Ramonet, en af verdens bedste flasker hvidvin. På nettet står den i 25.000 kroner, men jeg er connected og kan springe mellemhandlerne over. Årgangen er 2009. Året, hvor det hele vendte for mig og min karriere.«

Men da Nicklas Bendtner bliver idømt 50 dage med fodlænke i sin lejlighed i København – efter overfaldet på en københavnsk taxichauffør i september 2018 – bliver han også tvunget til at holde sig fra alkohol.

Og det er svært, når man igennem sit voksenliv har søgt mod flasken i de mørke perioder.

»50 dage på vandvognen virker en smule uoverskueligt. Alkohol er jo ikke bare min kryptonit. Alkohol har også været min trøst i dårlige tider. En tilflugt, når ting gjorde ondt. Et middel til at koble af og holde pause fra tankerne om min far, om min søn og min karriere. De ting, som ellers altid spøger i mit hoved,« skriver Nicklas Bendtner i sin bog.