For første gang i år deltog Nicklas Bendtner mandag i træningen med holdkammeraterne i Rosenborg.

For første gang i 76 dage er den danske angriber Nicklas Bendtner mødt op til en træning i den norske storklub Rosenborg.

Det skriver lokalavisen Adresseavisen, der er til stede ved Rosenborgs træning mandag. Bendtner ankom til Rosenborgs anlæg i en lille elbil sammen med Rosenborg-anfører Mike Jensen.

Mediet livetransmitterer fra træningen, der begyndte klokken 10, da Bendtner iført hue dryssede ud på træningsbanen med holdkammeraterne.

Efter juleferien har Bendtner misset alle Rosenborgs træninger, da han har afsonet en fængselsdom på 50 dage med fodlænke i København.

Den danske angriber var derfor ikke med holdkammeraterne på træningslejr i Portugal, men måtte i stedet holde sig i gang i Danmark med hjælp fra træneren Thomas Jørgensen.

- Jeg har stået op og spist morgenmad derhjemme, og så er jeg kørt mod træning for at forberede mig til sæsonen. Jeg har trænet seks timer mandag til lørdag, så jeg har trænet utrolig hårdt og været meget fokuseret.

- Da jeg så er kommet hjem fra træning, har reglerne været, at jeg kun har måttet være i min lejlighed.

- Så det har været nemt at forholde sig til reglerne, men det har været hårdt ikke at have frihed, siger Nicklas Bendtner i en video på Rosenborgs Facebook-profil.

Opslaget blev offentliggjort, mens Bendtner og holdkammeraterne trænede.

Ifølge Rosenborgs nye cheftræner, Eirik Horneland, ser Bendtner fit ud. Skulle boldfølelsen halte, har danskeren stadigvæk god tid til at finpudse teknikken.

17. marts spiller Rosenborg den norske Super Cup mod Molde. To uger efter begynder den norske Eliteserie for Rosenborgs vedkommende med en udekamp mod Bodø/Glimt.

Angriberen glæder sig til at prøve kræfter med Hornelands spilsystem, der er offensivt og bygger på et højt genpres.

- Nu har jeg ikke været til træning endnu, så det er jeg rigtig spændt på. Ud fra det de har sagt, vil de gerne have, at vi bliver et mere chanceskabende hold, og vi skal være bedre til at genpresse. Det lyder rigtig godt, siger Bendtner.

Han understreger, at den krævende spillestil også passer godt til ham.

Bendtner kan få sit comeback i torsdagens testkamp mod Ranheim.

/ritzau/