Det var Nicklas Bendtners store drøm at komme til VM med Danmark i 2018. Men Bendtner blev valgt fra, og den 31-årige angriber har grund til at tro, at det skyldtes gammelt nag mellem DBU's fysiske stab og behandlerteamet hos ProTreatment.

Det fortæller den tidligere landsholdsspiller i sin selvbiografi 'Nicklas Bendtner – Begge sider', der er lavet i samarbejde med forfatter Rune Skyum-Nielsen, og som kommer i salg tirsdag.

»Måske har de ret, de gamle landsholdsgutter. Måske er der gået politik i den. Måske bliver jeg ofret, fordi DBU's læger og fysioterapeuter vil jorde ProTreatment. Måske rådgives Hareide af folk med deres egne dagsordener. Måske er det en kombination,« fortæller Nicklas Bendtner i bogen.

B.T. har spurgt DBU til Nicklas Bendtners kritik og fravalg til VM, og hvorvidt Bendtners behandling hos ProTreatment og Thomas Jørgensen, som er stifter, indehaver og fysioterapeut på klinikken, skulle have haft indflydelse på den manglende VM-udtagelse.

Men det afviser kommunikationschef Jakob Høyer og henviser til en aftale, som landsholdet indgik med ProTreatment i 2017 efter en spillerkampagne.

»Vi har haft et samarbejde med ProTreatment siden marts 2017 – altså to et halvt år, så det ville være mærkeligt, hvis det skulle være et problem, at Nicklas Bendtner blev behandlet af dem.«

»Udtagelsen af landsholdet til VM er 100 procent ud fra sportslige vurderinger, og det er 100 procent landstrænerens beslutning,« siger Jakob Høyer.

I 2017 fik spillerne deres vilje med at få ProTreatment ind på landsholdet blandt andet efter et meget markant interview med Christian Eriksen, der i Ekstra Bladet kaldte behandlingen af spillerne på landsholdet 'lidt oldschool' og sagde, at 'det handler i dag ikke bare om at smøre en spiller ind i olie'.

Det interview vakte opsigt, og spillerne fik overbevist DBU om, at de ProTreatment-behandlere, der allerede var lejet ind i landsholdslejren på spillernes regning, fremover skulle betales af unionen.

Den officielle forklaring fra Åge Hareide var kort efter nordmandens udtagelse af sin danske VM-trup, at Nicklas Bendtner og Andreas Bjelland ikke var med, fordi man ikke troede på, at de kunne nå at blive klar til den første VM-kamp.

Men den køber Nicklas Bendtner ikke sådan lige uden videre. Han får inden den første VM-kamp comeback for Rosenborg i en kamp mod Tromsø og i næste runde spiller han ifølge sig selv 'sæsonens bedste kamp' og både scorer og lægger op.

Derfor leder han efter forklaringen et andet sted.

Bendtner får fra flere kanter tip om, at hans og Andreas Bjellands manglende VM-udtagelse skyldes DBU-stabens angivelige utilfredshed med ProTreatment og specielt Thomas Jørgensen, som de fleste i truppen ifølge Bendtner foretrækker frem for DBU's læger og fysioterapeuter.

»Det har længe været en offentlig hemmelighed, at Thomas Jørgensen og ProTreatment er en torn i øjet på DBU's fysiske stab. Og nu spekuleres der så i, at Andreas Bjelland – den eneste forsvarsspiller, der blev brugt i samtlige kampe i VM-kvalifikationen – og jeg er blevet ofret, fordi vi genoptræner med dem, som DBU helst vil være fri for,« fortæller Nicklas Bendtner i bogen.

Nicklas Bendtners VM-drøm gik ikke i opfyldelse, og mens forklaringen lød på, at han og Andreas Bjelland ikke ville nå at blive klar, kæmper de begge videre hos ProTreatment i Dragør for at modbevise, at de skulle have prøvet at snyde sig med til VM.

Kort efter 'VM-fyringen', som Bendtner kalder det, lægger han en video op på Instagram af sig selv og Bjelland, der træner i Dragør med bold.

En video, der vækker opsigt i det danske medielandskab.

Imens ringer DBU's fysiske stab ifølge Nicklas Bendtner til Rosenborg for at krydstjekke de oplysninger, som Thomas Jørgensen har givet om spillernes fysiske fremskridt. Altså efter at Nicklas Bendtner er blevet fravalgt til truppen.

»Det er den samme historie med Bjelland og Brentford. Det virker, som om der ledes efter sprækker i vores helbredsrapport. Noget, som kan gøre fravalget af os mere spiseligt for presse og fodboldfans. Noget, der kan kvæle kritikken. Med andre ord: Nogen i DBU stoler ikke på os spillere,« fortæller Nicklas Bendtner.

B.T. har været i kontakt med Thomas Jørgensen, der ikke ønsker at kommentere oplysningerne fra Nicklas Bendtners bog om en årelang konflikt.